Fem af Børnehjælpsdagens unge ambassadører – der alle har været anbragt uden for hjemmet – har set TV2’s dokumentar-serie ’Nødråb fra børnehjemmet”. Louise, Sara, Silas, Matin og Rikke har alle boet på et eller flere opholdssteder / døgninstitutioner i løbet af deres anbringelse.

Dokumentar-serien sætter gang i mange svære følelser og tanker hos de unge – som f.eks. vrede, sorg og afmagt. For nogen er det ualmindelig hård kost at blive konfronteret med de barske fortællinger:

”Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke skulle se dokumentaren, for jeg vidste hvor personligt, jeg ville inddrage mig”, forklarer 22-årige Silas. Han føler i den grad, at systemet har svigtet de unge, som burde have hjælp.

”Jeg er stadig i chok og meget målløs over dokumentaren. Det er svært at finde ud af, hvad jeg skal sige til det hele. Jeg er virkelig ked af at høre, hvordan det er på nogle opholdssteder”, fortæller 20-årige Louise.

Husk perspektivet – og de gode anbringelser

‘Nødråb fra børnehjemmet’ retter en hård kritik af forholdene på en række opholdssteder i Danmark. De unge synes generelt, at historien er vigtig – men også, at det positive perspektiv mangler.

”Det er barskt, at man undlader at indberette til kommunen, når der er blevet lavet en voldsom magtanvendelse. Derfor, synes jeg, at omverdenen skal have lov til at se og høre bagsiden af medaljen”, fortæller 20-årige Matin.

”Omvendt sad jeg også lidt med følelsen af, at dokumentaren fik det til at ligne, at børn og unge, der bor på opholdssted ikke bliver behandler godt. Det er vigtigt, at vi har et fokus på dem, der ikke behandler deres børn og unge godt. Men jeg syntes også, det er vigtigt at huske, at langt de fleste opholdssteder gør det godt”, forklarer 25-årige Sara.

Med det positive afsæt kan flere af de unge heldigvis mærke følelsen af taknemmelighed – som en vigtig efter-reaktion på dokumentar-serien i sin helhed:

”Jeg bliver ked af det på de unges vegne. Men jeg er glad og taknemmelig for, at jeg ikke har oplevet den slags i min egen anbringelse. Jeg har selv boet på et fantastisk opholdssted. Jeg har fået den hjælp og støtte, jeg har haft behov for – for at kunne udvikle mig til at blive en selvstændig ung kvinde”, fortæller 19-årige Rikke.

Bedre tilsyn, faglighed og mulighed for at blive hørt

Overordnet er de alle fem enige i, at der bør være bedre kontrol af opholdsstederne og mere fokus på, at få det rigtige fag-personale til opgaven. De synes samtidig, det er modigt, at de unge i dokumentaren-serien står frem, men at medierne ikke bør være deres redningsplanke. Systemet burde have lyttet og taget de unge alvorligt langt tidligere.

“Jeg bliver ked af, at de her børn og unge skal derhen, hvor de fortæller deres historie til medierne for at blive hørt. Sådan burde det overhovedet ikke være. Jeg kan nikke genkendende til ikke at føle sig hørt eller troet på, men slet ikke i den grad. Jeg syntes, det er skræmmende”, fortæller Sara.

”Man burde oprette en enhed under Socialtilsynet, hvor netop de anbragte børn og unge kan ringe til eller tage kontakt til, hvis de mener, at der noget som skal undersøges”, supplerer Silas. Han vurderer også, at et netværk af tidligere anbragte kunne være en god støtte.