22. september 2022, 09:58 Af: Ida Bjørg Meldgaard

”Nu tror jeg på, at jeg kan lave musik”

Hvordan er det egentlig, når dit største idol pludselig står foran din dør – og er kommet for at besøge dig? Jonas’ møde med Kato var en kæmpe oplevelse. Sådan en, der sparker døren op til fremtidsdrømmene.

”Nu tror jeg på, at jeg kan lave musik”

Hvordan er det egentlig, når dit største idol pludselig står foran din dør – og er kommet for at besøge dig? Jonas’ møde med Kato var en kæmpe oplevelse. Sådan en, der sparker døren op til fremtidsdrømmene.

Dagen står stadig klart i hukommelsen. Det er fredag, og om aftenen skal den danske DJ og producer Kato give koncert i Køge. Klokken er to fredag eftermiddag, da det ringer på døren. Udenfor står Kato sammen med sin manager Amanda, og de er kommet for at besøge Jonas. I tre timer bliver der snakket musik og ”jammet” på computeren, hvor Jonas har en masse af sin egen musik liggende.

”Jeg er vokset op med musik, han har produceret, og der er så meget Kato over hans tracks. Min drøm er at blive Dj og producer, og jeg vil gerne lære at finde min egen unikke lyd. Så det betød alt for mig at møde Kato og snakke musikken igennem,” siger 17-årige Jonas, der er vokset op i en plejefamilie og begyndte at lave musik på sin computer, da han var otte år gammel.

Digitale lydprogrammer og ’packs’ og ’plugins’ til at opgradere musikpakker med har stået højest på ønskelisten, og forbilleder som Kato og Pilfinger var inspirationen til selv at lave musik. Musik, når man har det svært, musik når man har uro i kroppen, musik når man er glad. Musik 24 timer i døgnet.

Nye toner
Aftenens koncert går snart i gang, og Jonas står klar backstage og kigger ud på menneskemængden, der hujer og kalder på Kato. Jonas er inviteret med som særlig VIP gæst, og lige inden, Kato går på, kommer han hen til Jonas og spørger, om han er klar til en fest.

Og der står Jonas og kigger på Kato give den gas med lysshow og fed musik. Kort tid inden har han siddet hjemme hos Jonas og fortalt ham, at han synes, han kan noget. Og at han skal se at få udgivet noget. Og ud af røg, konfetti og lysshow vokser nye toner og ny inspiration frem hos Jonas.

”Jeg har lavet en masse musik på en ny måde, efter at jeg har været sammen med Kato. Han har fået mig til at tænke i nye baner i forhold til hvad man kan og ikke kan, det er super fedt,” siger Jonas og tilføjer, at han ikke har rørt ved det, de lavede sammen den dag hjemme ved spisebordet.

”Det rør jeg ikke, for det vil jeg gerne gemme til minde om vores dag sammen. Men nu tror jeg på, at jeg selv kan lave musik, og jeg skal i gang med at få udgivet noget af alt det, jeg har liggende.”


Ud over stepperne
I dagene efter besøget går Jonas og hans plejeforældre bare rundt og er helt overvældede. Kato vil gerne hjælpe Jonas, har han sagt. Han vil gå i tænkeboks og se, om han kan hjælpe ham videre på en eller anden måde. Han synes også, at Jonas skal prøve at komme ud og få drejet lidt på nogle DJ-pulte og finde ud af, om det er det, han vil.

Men det er der vist ingen tvivl om. Især ikke efter at have fået opfyldt sin drøm om at møde Kato. Det har gjort tanken om at kunne blive noget inden for musikken meget mere konkret og håndgribelig. Og selvtilliden er fulgt med.

”Jeg har i mange år sagt til mig selv, at jeg vil blive musiker som Kato og Pilfinger, uanset hvad der skal til. Nu skal jeg have færdiggjort nogle ting og skabe min egen lyd,” siger en meget taknemmelig og glad Jonas og tilføjer:

”Det har været den bedste dag i mit liv.”

Jonas har fået sin drøm opfyldt gennem Børnehjælpsdagens indsats Drømmebanken, som er støttet af Egmont Fonden.

Med støtte fra Egmont Fondens program ‘En håndsrækning’ opfylder Børnehjælpsdagen lærings- og relations-drømme. Drømme, der har fokus på uddannelse, beskæftigelse, social udvikling, styrkede relationer og selvstændighed.

Læs mere om Drømmebanken (herunder lærings- og udviklingsdrømme) samt indsatsen ‘Sæt Skub i Drømmene’. Læs også flere historier fra Drømmebanken i vores Drømmebog!

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.