22. februar 2016, 21:51 Af: Sylvia Blazejowski

Børnehjælpsdagen er nu med i Projekt Netværket

Kommende netværksgrupper for nuværende og tidligere anbragte børn og unge bliver styrket med læringsaktiviteter

Børnehjælpsdagen er nu med i Projekt Netværket

Kommende netværksgrupper for nuværende og tidligere anbragte børn og unge bliver styrket med læringsaktiviteter
Billede der symboliserer at man løfter i flok
Børnehjælpsdagen er gået ind i Projekt Netværket, der er initieret og finansieret af Plejefamiliernes Landsforening i 2015. Foto: Colourbox.

I 2015 fik Plejefamiliernes Landsforening (PLF) 3,7 millioner kroner via Satspuljemidlerne til opstart af Projekt Netværket, der omfatter netværksgrupper for nuværende og tidligere anbragte børn og unge i alderen 11-29 år.

Nu er Børnehjælpsdagen gået ind i projektet som samarbejdspartner, så projektet er udvidet. Siden årsskiftet har Plejefamiliernes Landsforening og Børnehjælpsdagen været i gang med at gøre Projekt Netværket ‘køreklart’.

LÆS OGSÅ: Fusion med Oplevelsesbanken

”Vi vil gerne sikre, at anbragte børn og unge kan møde andre som dem selv. Så de oplever, at de ikke er alene. Vi ser desværre flere eksempler på, at det kan være rigtig svært for den unge, uden et socialt netværk i form af venner og relationer, når de for eksempel flytter fra deres plejefamilie. Vi vil arbejde på, at netværksgrupperne også kan fungere som Efterværn,” siger Marianne List, der er projektleder i Plejefamiliernes Landsforening.

Efter udvidelsen af projektet med Børnehjælpsdagen er målet, at 300 børn og unge inden udgangen af 2018 skal få glæde af en lokal netværksgruppe – det vil sige i det nærområde, hvor de bor. Det er meningen, at de første netværksgrupper skal se dagens lys i løbet af februar måned.

Nyttig viden på vejen til voksenlivet

Børnehjælpsdagen, der arbejder for at styrke anbragte børn og unge i Danmark, skal stå for en række læringsaktiviteter i netværksgrupperne – med særligt fokus på de ældre deltagere, der er i alderen 15-29 år.

LÆS OGSÅ: Anbragte unge kom helt tæt på fremtiden

Læringsaktiviteterne vil spænde vidt; fra fokus på det fysiske, ernæring og måltider eller motion og kropsforståelse, til det mere mentale, som positiv psykologi, mindfullnes og selvregulering.

”Vi er rigtig glade for at kunne udvide det faglige indhold i projektet, der kan være med til at ruste de unge mennesker. Vi har mangeårig erfaring med målgruppen og ved, at overgangen til voksenlivet kan være særlig svær. Derfor sætter vi ind med at give konkrete redskaber og viden, som kan gøre det nemmere”, fortæller Ina Thorndahl, direktør i Børnehjælpsdagen.

Læring skal styrke det sociale

Også mere praktiske færdigheder kommer på programmet, for eksempel et kursus om sund og billig mad i hverdagen, hvordan man skriver en jobansøgning eller lægger et budget for at klare månedens udgifter.

I den forbindelse vil de unge blive introduceret til Egmont Fondens nye app – BoSelv – der indeholder Danmarks største samling af links, sociale medier, andre apps og gode råd om at bo i egen lejlighed.

Alle planlagte læringsaktiviteter vil blive formidlet på en sjov og underholdende måde – og undervisningen skal være med til at styrke det sociale samspil blandt de unge deltagere i netværksgrupperne.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.