25. juni 2016, 09:31 Af: Kenneth Tingberg

Stor indtægt til det danske fritids- og skoleliv

Børnehjælpsdagen kan med stor fornøjelse sende 1,9 millioner kroner videre til unge sælgere i Lillebror Lotteriet

Stor indtægt til det danske fritids- og skoleliv

Børnehjælpsdagen kan med stor fornøjelse sende 1,9 millioner kroner videre til unge sælgere i Lillebror Lotteriet
På billedet ses de otte aktive sælgere fra Rideklubben Hadsund
Her er det otte aktive sælgere fra Rideklubben Hadsund, der er med til at sælge Lilllebror Lodder. Bagerst fra venstre: Mie Floor, Julie Andersen, Mille Glargaard Larsen og Mathilde Thygesen. Forrest fra venstre: Emilie Andersen, Emma Aakjær Mousten, Lærke Aakjær Mousten og Silje Bisgaard. Foto: Privat.

Den samlede omsætning i Lillebror Lotteriet 2016 er nu gjort op, og Børnehjælpsdagen kan med stor fornøjelse sende 1,9 millioner kroner videre til det danske fritids- og skoleliv.

Det store millionbeløb går til de 348 lokale foreninger, idrætsklubber og skoleklasser, der har solgt lodderne hen over foråret 2016. Tusindvis af børn og unge har samlet set solgt cirka 215.000 lodsedler på landsplan – og fået en fortjeneste på 8,5 kroner pr. solgt lod.

Pengene går direkte til de respektive klub- eller klassekasser og er typisk tænkt som bidrag til stævner, aktiviteter, rejser eller udstyr, som børnene kan glæde sig over i fællesskab.

Foreninger overgår sig selv

Dragør Boldklub i København har været topsægere i lotteriet flere år i træk og beviser, at når hele klubben yder en indsats, kan man score en betragtelig indtægt. De 360 boldglade drenge og piger har i fælleskab tjent 68.025 kroner, som er klubbens højeste lotteriindtægt i 17 år.

Man behøver imidlertid ikke være en stor sportsklub for at få en forholdsmæssig høj indtægt på lodsalget.

I en mindre nordjysk rideklub vækker indtægten fra salg af Lillebrorlodder også opsigt. Her har otte seje piger fra Rideklubben Hadsund nemlig solgt hele 464 lodder på bare to uger og dermed tjent 3944 kroner til fælleskassen.

“De mange penge skal bruges som tilskud til en ny elevpony”, fortæller Heidi Andersen, bestyrelsesmedlem i rideklubben, og fortsætter: “At vi i klubben kan tjene en god portion penge ved at gå en tur og få en snak med de lokale om, hvor vi kommer fra og hvad vi laver, hvad vi selv skal bruge pengene på, og hvad Børnehjælpsdagen arbejder for, er jo helt fantastisk”.

LÆS OGSÅ: Stor præmie til de tre supersælgere

LÆS OGSÅ: Sådan kan din forening eller klasse komme i gang med salg af lodder

Overskud til at styrke anbragte børn og udsatte unge

Overskuddet fra lodsalget går til Børnehjælpsdagen, der arbejder for at styrke de anbragte børn og udsatte unge (0-23 år) i Danmark, som bor på børnehjem, hos en plejefamile eller lige er “flyttet hjemmefra”.

Børnehjælpsdagen står bag to årlige lotterier: Lillebror Lotteriet (siden 1926) og Julelotteriet (siden 1999). Børnehjælpsdagen søger næste gang foreninger, klubber og klasser, der ønsker at sælge og tjene penge på Julelotteriet 2016.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.