PC til uddannelse: Det er i dag nærmest utænkeligt, at man kan leve og fungere i Danmark uden en god eller regelmæssig adgang til IT-udstyr og internet. Især de unge lever i dag et gennemdigitaliseret liv, hvor de er helt afhængige af at kunne tilegne sig viden til skolen og dyrke sociale relationer via deres computer.
Men denne meget afgørende adgang til det digitale liv er ikke lige nem for alle. Mange børn og unge, som er – eller har været – anbragt væk fra deres familie, har ikke en privat computer. Det skyldes blandt andet, at plejefamilier og institutioner langt fra altid har råd til indkøb af computere til de unge mennesker – og kommunerne giver sjældent støtte til formålet. Dét kender man alt til på landets døgninstitutioner, opholdssteder og plejefamilier:
“Vores unge er ofte belastet med en meget dårlig og ustabil skolegang. I mange tilfælde kan det være flere år, der mangler i grundskolen, som følge af mange svære omstændigheder i deres liv. Så at vores unge har mulighed få tildelt en computer fra Børnenes IT-Fond er af uvurderlig betydning for, at de kan gennemføre skolegang. Det gælder både i forhold til grundskolen og eventuelt videre uddannelse”, forklarer Jorun Magnusson, der er stifter af opholdsstedet Home i Hundested.
Derfor satte Børnehjælpsdagen sig for 10 siden i spidsen for ‘Børnenes IT-Fond’, der blev etableret i et samarbejde med IT-Branchen, Børnerådet og IDG. Med stor goodwill og økonomisk hjælp fra de private fonde – Egmont Fonden, TrygFonden og Ole Kirk’s Fond – er det siden da lykkedes at uddele nye, bærbare computere til 5544 børn og unge (10-19 år), der bor i plejefamilie, på opholdssted eller i egen bolig (efterværn).
I gennemsnit har cirka 10 anbragte børn og unge i Danmark – hver eneste uge siden 2011 – modtaget en ny, bærbar computer, som er deres helt egen.
“Børnenes IT-Fond gør en ubeskrivelig forskel for de unge. I de fleste tilfælde er det deres eneste mulighed for at kunne få en computer. De unge er virkelig taknemmelige. Ofte hører jeg beskeden “det er den bedste gave nogensinde” eller ” det bedste, der er sket i mit liv”. Med en computer kan de gennemføre uddannelse på lige fod med andre samt, ikke mindst, være en del af de sociale medier”, fortæller pædagogisk medarbejder Jane Winther fra Ungehuset Falster i Nykøbing Falster.
Formålet med computer-uddelingerne er at give de unge modtagere bedre forudsætninger for at gennemføre et skoleforløb eller uddannelse – samt dyrke relationer online, f.eks. med venner og familie. Forskning viser, at netop uddannelse og gode, sociale relationer har afgørende betydning for de unges fremtid.
”Hos Egmont Fonden er vi glade for bidrage til, at så mange unge med et akut behov har fået tildelt en computer via Børnenes IT-fond. Det er vigtigt for at fremme de unges motivation, læringsudbytte og trivsel både på kort sigt og også i et længere perspektiv, så de ikke risikerer at blive isoleret og komme bagud i skolen”, siger Henriette Christiansen, direktør i Egmont Fonden.
Børnehjælpsdagen står aktuelt bag en ny rapport med afsæt i alle evalueringer fra perioden 2015-2020, hvor data er 100% sammenlignelige. Og den viser, at effekten af Børnenes IT-Fond er markant.
De flotte tal svarer til den positive respons fra fagpersoner, på anbringelsesområdet. Ledere, socialpædagoger, plejeforældre osv. bevidner, at indsatsen styrker de unge menneskers faglige, sociale og/eller personlige kompetencer.
”Det er helt afgørende, at alle større børn og unge har deres egen computer i det digitaliserede samfund, vi lever i. For at få et godt voksenliv med et godt job, er det et vilkår, at man bl.a. kan begå sig digitalt. Vi er super taknemmelige for, at vi nu i 10 år har kunnet styrke anbragte børn og unge ved noget så simpelt, som at give dem deres egen bærbare. Vi sender en stor tak direkte videre til de fonde og donationer, der har muliggjort computeruddelingerne især Egmont Fonden, men også TrygFonden og Ole Kirk’s Fond. De har været med til at sikre indsatsen i de sidste 10 år, forklarer Børnehjælpsdagens direktør, Ina Thorndahl.
Hun peger også på, at behovet på ingen måde er blevet mindre i dag sammenlignet med for ti år siden. Det skyldes, at kommunerne over en bred kam stadig afviser at give det livsvigtige IT-udstyr til de unge. Det overlades stadig plejefamilierne og institutionerne selv at finde løsninger på denne vigtige opgave. Og det kan de kun sjældent løfte økonomisk. Samtidig er antallet af anbragte børn og unge i Danmark nogenlunde konstant. Der kommer hele tiden nye anbragte i målgruppen med et computerbehov.
“Børnehjælpsdagen har gjort det til en mærkesag at styrke anbragte børn og unge gennem digital oprustning. Behovet for indsatsen bliver større og større, hvorfor vi byder alle gode kræfter ombord – både fonde, virksomheder og andre, der ønsker at støtte. I den digitale verden vi nu står i, er det helt afgørende, at vi hjælper de unge med de rette IT-værktøjer. Dermed forbedrer vi deres mulighed for uddannelse og beskæftigelse”, afslutter Ina Thorndahl.
Som resultat af de mange computer-uddelinger har Børnehjælpsdagen bemærket, at der også er behov at hjælpe de unge med IT-dannelse i bred forstand. Så den opgave vil organisationen også gerne være med til løfte. Børnehjælpsdagen vil videreudvikle Børnenes IT-Fond, så de computere, der uddeles, også giver de anbragte og unge en digital dannelse.
Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, januar 2020.