Da Suitti kun var et år gammel, flyttede han fra Grønland til Danmark. I dag er Suitti 15 år og har i lang tid haft en drøm om at komme tilbage til sit fødeland.
”Jeg kunne godt tænke mig at komme til Grønland og se, hvor jeg kommer fra, for jeg kan ikke huske så meget deroppe fra. Jeg vil gerne opleve naturen og se, hvor min mormor bor i Nuuk. Jeg savner også at fortælle om oplevelser derfra.”
TILBAGE TIL DE GRØNLANDSKE RØDDER
Med hjælp fra Børnehjælpsdagens Drømmebank fik Suitti sin drøm opfyldt. Rejsen til Grønland gjorde stort indtryk på ham, og han blev særligt betaget af den rå og unikke natur, kulden og den skarpe sol. Men den største oplevelse var, at han blev genforenet med sin mormor og mødte en masse mennesker, der så ud som ham.
Efter genforeningen med Grønland har Suitti øget sin selvforståelse og samtidig opnået en kulturel indsigt i, hvordan det grønlandske folk lever. Suittis relation til hans mormor er blevet styrket, og han vendte hjem til Danmark med en masse gode minder i bagagen. Rejsen tilbage til de grønlandske rødder har motiveret ham til at spare op til endnu en tur til Nuuk, hvor han vil rejse på egen hånd og besøge sin mormor igen.
Suittis drøm blev opfyldt med støtte fra Egmont Fondens program ‘En Håndsrækning’.
Kender du et anbragt barn eller ung med en rejsedrøm eller andre store livsdrømme?
Så send en ansøgning til Drømmebanken her.
Børnehjælpsdagen står bag det landsdækkende projekt Drømmebanken, der opfylder store drømme for anbragte børn og unge i Danmark.
Børnehjælpsdagen samarbejder med fonde og virksomheder om at opfylde drømmene. Egmont Fonden har i flere år været den største økonomiske støtte til Drømmebanken gennem programmet ‘En Håndsrækning’.
Børnehjælpsdagen afholder desuden teambuilding arrangementer i udvalgte virksomheder, hvor medarbejderne opfylder drømme igennem virksomhedens netværk.