26. juni 2017, 07:49 Af: Kenneth Tingberg

Premiere på ny stor sommerfest i Ribe VikingeCenter

Børnehjælpsdagen udvider med en sommerfest i Sønderjylland, så tilbuddet nu er endnu mere landsdækkende

Premiere på ny stor sommerfest i Ribe VikingeCenter

Børnehjælpsdagen udvider med en sommerfest i Sønderjylland, så tilbuddet nu er endnu mere landsdækkende
Nutid møder fortid i Ribe Vikingecenter i forbindelse med Børnehjælpsdagens nye sommerfest for syd- og sønderjyske plejefamilier. Foto: BEST-Production.

Børnehjælpsdagen har en tradition for hver sommer at samle hundredvis af plejebørn og deres plejefamilier til sommerfester – og nu er konceptet for første gang kommet til Sønderjylland.

Lørdag 24. juni 2017 var der nemlig premiere på en ny sommerfest i Ribe VikingeCenter, hvor 115 deltagere fra i alt 22 plejefamilier havde en både lærerig og oplevelsesrig eftermiddag, hvor de også fik styrket relationen internt i familien.

Ribe VikingeCenter giver læring og mange sanseindtryk

Ribe VikingeCenter er blevet valgt som lokation for den nye sommerfest både ud fra deres læring om vikingetiden i børnehøjde og den gode beliggenhed i forhold til de mange plejefamilier i området.

Til sommerfesten kunne plejefamilierne blive klogere på vikingetiden ved blandt andet at bage fladbrød, få krigertræning og lege vikingelege, ligesom der var fælles sang og kædedans. Hele pladsen var i dagens anledning omdannet til markedsplads, så der var skruet ekstra op for sanseindtrykkene.

“Vi giver forhåbentlig børnene et indblik i, hvordan man levede som viking, og her er alle sanserne i spil, når de skal smage, røre, høre og se for at forstå tiden dengang. Derudover forsøger vi at styrke netværket mellem familierne på kryds og tværs”, forklarer Børnehjælpsdagens projektleder Ida Lissau Jacobsen efter sommerfesten i Ribe VikingeCenter.

Sommerfesten blev realiseret med støtte fra Knud og Dagny Gad Andresen Fonden.

Plejemor og plejesøn har kastet sig ud i en vild vikingeleg til Børnehjælpsdagens sommerfest i Ribe VikingeCenter. Foto: BEST-Production.

10 årige Siff, der bor i familiepleje, var blandt de cirka 3500 deltagere til årets sommerfester. Sif var med i Ribe Vikingecenter, som i 2017 blev tilføjet til listen af lokationer. Det betyder, at Børnehjælpsdagens sommerfester nu bliver afholdt 7 steder i landet. Foto: BEST-Production.

Bag om Børnehjælpsdagens sommerfester

Gennem sommerfesterne ønsker Børnehjælpsdagen overordnet at styrke den mentale og fysiske robusthed hos børnene og de unge, samtidig med at de gerne skal gavne relationen internt i plejefamilierne.

Vi ved fra vores mangeårige arbejde med målgruppen, at især børn, der bor i pleje, kan føle sig ensomme eller uden for et fællesskab. Det sker særligt i de tilfælde, hvor barnet er det eneste plejebarn i en familie – og dermed ikke har andre anbragte at spejle sig i.

Samtidig ved vi fra forskningen, at gode, nære relationer har stor indflydelse på børnenes voksenliv. Derfor er det vigtigt at skabe grobund for, at disse relationer kan udvikle sig positivt.

Galleri
KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.