Hun er kørt hele vejen fra Fyn for at være her. For det er vigtigt det her. 25-årige Sabine Olesen har straks alles opmærksomhed, da hun stiller sig op og fortæller de 51 Danske Bank ansatte, hvorfor det betyder så meget for anbragte børn og unge at få opfyldt selv de mest beskedne drømme.
”Som anbragt barn og ung har du så meget med i rygsækken, der kan bremse dig. Du føler dig udfordret hele tiden og kan let få et negativt syn på livet,” siger Sabine, der har været anbragt, siden hun var fem år gammel.
For mange anbragte børn og unge kan det være enormt svært at tro på fremtiden og have håb og drømme efter en utryg og usikker start på livet. Oplevelsen af at få opfyldt bare én konkret drøm kan skabe modet til også at turde drømme om andre ting, forklarer Sabine Olesen.
Små drømme er også store
Selv små ting kan være livsændrende, og en af dette års drømme om at få en skoletaske og et penalhus er da også noget, der rører de ansatte:
”Jeg vidste ikke på forhånd, hvilke drømme der var. Jeg græd, da jeg læste nogle af dem. En skoletaske er for eksempel noget, mange af os bare kører ud og køber til vores børn uden at tænke over det,” siger forretningsdirektør i Danske Bank Lars Mertins og fortsætter:
”Det er en fed oplevelse at være med til at give noget videre. Det er meget givende. Det er også sjovt at kunne bringe sit netværk i spil, og folk siger jo næsten aldrig nej til at hjælpe.”
Håbet om at sprede ringe i vandet og give folk oplevelsen af, at det nytter, er noget man i Danske Bank håber at give de ansatte med fremover:
”Vores ansatte kan se, at det gør en forskel efter sådan en dag, og det motiverer både til at deltage og forhåbentlig til at lave mere frivilligt arbejde i deres fritid,” siger Head of Corporate Volunteering Ea Wederwang, som står i spidsen for Danske Banks Time2Give koncept.
Socialt arbejde der virker!
At socialt arbejde virker og gør en forskel er også det budskab, Sabine Olesen har taget med til årets Drømmedag. For hende handlede drømmen om et højskoleophold om at blive en del af et andet fællesskab og om at udfordre sig selv og sine egne grænser. At det gav hende endnu mere end det, havde hun ikke turde håbe på:
”Jeg har fundet en indre ro. Jeg hviler mere i mig selv og føler, at jeg kan stå på egne ben. Jeg føler mig mere voksen og er ikke længere utryg ved at skulle bo for mig selv. Og så ser jeg mere lyst på fremtiden,” siger Sabine, der også fandt ud af, at hun skulle noget helt andet, end det hun troede, og nu er begyndt på pædagoguddannelsen.
På drømmedagen den 1. juni 2022 indsamlede 51 medarbejdere fra Danske Banks både pengedonationer og produkter – med hjælp fra Børnehjælpsdagens ambassadør Pelle Hvenegaard. Der blev indsamlet 143.700 kroner. Indsatsen på Drømmedagen har medført i alt 50 opfyldte drømme for anbragte børn og unge fra hele landet.
For eksempel er blevet opfyldt…
Samt mange andre skønne ting og oplevelser, der har til formål at styrke de unge mennesker – enten socialt eller personligt. Læs mere om Børnehjælpsdagens indsats Drømmebanken her.
På vegne af alle børnene sender Børnehjælpsdagen en særlig tak til Danske Bank Time2Give, Danske Banks medarbejdere samt de gavmilde virksomheder og privatpersoner, der har givet en donation.
Produktsponsorater og andre ydelser
Pengedonationer