10. marts 2016, 20:25 Af: Sylvia Blazejowski

Sådan skaber du gode vaner

Highlights fra Børnehjælpsdagens seminar: Malene Mygind deler viden om at ændre vaner

Sådan skaber du gode vaner

Highlights fra Børnehjælpsdagens seminar: Malene Mygind deler viden om at ændre vaner
Malene Mygind, cand. mag. i psykologi og sundhed, ledelseskonsulent og positiv coach
Malene Mygind, cand. mag. i psykologi og sundhed, ledelseskonsulent og positiv coach, holder seminar på Børnehjælpsdagens kontor i København under overskriften ’Vil du også gøre dårlige vaner til gode vaner?’ Foto: Børnehjælpsdagen.

De fleste mennesker bøvler med dårlige vaner. Måske er det at spise usundt, ryge cigaretter, bide negle, drikke for meget kaffe eller tjekke mobilen lidt for tit. Men hvad er en vane egentlig? Hvordan opstår den – og hvad skal der til for at skabe sig en ny, god vane?

Det har Malene Mygind, cand. mag. i psykologi og sundhed, ledelseskonsulent og positiv coach, nogle helt konkrete og videnskabelige svar på. Derfor var hun taler på Børnehjælpsdagens seminar med overskriften ’Vil du også gøre dårlige vaner til gode vaner?’

”Vaner er karakteriseret ved alt det, som vi gør uden at tænke over det. En vane er adfærd på autopilot – som opstår på baggrund af gentagelser, der drives af belønning. Det betyder, at vi kan skabe nye vaner ved at gentage en bestemt adfærd tilstrækkeligt mange gange og knytte adfærden til en ny positiv belønning”, forklarer Malene Mygind, der har beskæftiget sig med emnet de sidste 7 år.

Det kræver både viljestyrke og motivation at skabe en ny, god vane – eller komme af med en dårlig. Men derudover kan det være nyttigt med forskellige indsatser eller regler, der hjælper den nye vane på vej.

LÆS OGSÅ: Fremtiden er dit valg

Malene Myginds 25 gode råd

Malene Mygind har formuleret 25 gode råd fra forskningsverden om, hvordan man kan ’designe’ en ny god vane. Her er nogle af de vigtigste:

  • Start småt
    Det første skridt til at få succes med at ændre en vane er at starte i det små. Vil du for eksempel spise sundere, skal du ikke kaste dig ud i at leve ultra sundt og magert fra dag ét, men i stedet eksempelvis tilføje lidt flere grøntsager til den mad, du ellers ville spise og måske erstatte sodavanden med et glas vand. Når du er lykkedes med det første skridt – det tager fra 18 dage og op til et år at etablere en ny vane, kan du gå videre og indføre endnu en lille god vane, eksempelvis at erstatte kød med fisk, eller fredagsslik med frugtsalat!
  • Lav kædevaner
    Knyt en ny vane til en eksisterende vane. På den måde fungerer den eksisterende vane som en ’trigger’ eller katalysator for den nye vane. Eksempelvis – du vil gerne gøre det til en god vane at bruge tandtråd. Så kan du knytte denne nye vane til den eksisterende vane, at du børster tænder hver aften. Til sidst bliver det en indgroet og ubevidst handling, at du lige tager en tur med tandtråden efter tandbørstningen.
  • Pas på ’what the hell’-effekten
    Du skal ikke skal give op, selvom du falder i. Mange mennesker tænker hurtigt ’så kan det også være lige meget’ og dropper at gøre det, de egentlig ville. Men vaneændring er ikke sort eller hvidt, det er ikke et spørgsmål om enten eller, men om at finde en balance. Det er nemmere at lave nye vaner, når man lærer kunsten at moderere sin adfærd, at spise et lille lækkert stykke chokolade istedet for en hel plade. Og du må gerne falde i, du skal bare have en plan for, hvordan du hurtigt kommer ’op på hesten igen’.
  • Hold styr på dig selv
    Notér hvad du gør, så det er synligt for dig selv. Lav en månedsplan, hvor du registrerer dine indsatser. Hvis du for eksempel har sat dig for at løbe to gange om ugen, så skriv ned, når du har gjort det. Giv dig selv en smiley for hver løbetur. Kig løbende på dine indsatser. Det virker enormt motiverende, specielt når du ’falder af hesten’ eller af andre grunde mister din viljestyrke eller motivation.

Børnehjælpsdagen arbejder for at styrke anbragte børn og unge, så de står stærkere i deres voksne liv. I flere projekter og arrangementer har Børnehjælpsdagen et fokus på at hjælpe målgruppen til at skabe bedre vaner i hverdagen – for eksempel, når det handler om kost, motion og personlig udvikling. Derfor var seminaret, og Malene Myginds foredrag, med til at understøtte et vigtigt arbejdsfelt hos Børnehjælpsdagen.

Brug for hjælp til at skabe nye gode vaner?
Har du brug for hjælp til at ændre en dårlig vane eller få en ny god vane, kan du kontakte Malene Mygind på email mm@malenemygind.dk eller mobil 30 20 21 22. Hun laver både workshops, hvor man følges ad i en gruppe og individuelle coachingsessions.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.