August måned er lig med, at klokken ringer ind til første time på landets folkeskoler og ungdomsuddannelser. Tasken er pakket, men for mange anbragte børn og unge gælder, at de – oftest af økonomiske årsager – ikke har den nødvendige computer at lægge ned sammen med skolebøgerne.
Det gælder imidlertid ikke for de 272 anbragte børn og unge, der i foråret og forsommeren 2018 har modtaget en spritny, bærbar HP-computer gennem Børnehjælpsdagens projekt Børnenes IT-Fond.
En af de nyligt uddelte pc’ere har fundet en lykkelig og værdig ejer i 17-årige Dean, der læser en Pædagogisk assistentuddannelse. Han er en af de syv unge drenge og piger fra Hybelinstitutionen på Amager, der siden 2016 har modtaget computere gennem Børnenes IT-Fond.
”Det har været vigtigt for mig at få min egen computer, for nu kan jeg søge viden og udarbejde opgaver både på skolen og derhjemme. Jeg kan bedre følge med på Intra, så jeg kan se mine fag og beskeder fra lærerne”, fortæller Dean, som tager sin PAU på Campus Carlsberg i København.
Udover at computeren er et vigtig redskab i forhold til skolen, så har den også en afgørende betydning for de unges sociale relationer, herunder kontakt til familie og venner. Det er også tilfældet for Dean:
“Jeg kan bruge min nye computer til at Skype med min far, der er i behandling for sit alkohol misbrug i Jylland. Det er vigtigt, da det med min far fylder meget i min bevidsthed”, forklarer han.
LÆS OGSÅ: Både uddannelse og job i hus for tidligere anbragte Louise
Thomas Lillholm Bæk, der er socialpædagogisk konsulent på Hybelinstitutionen og kontaktperson for Dean, er ikke i tvivl om, at computeren skaber en umiddelbar forandring hos de unge:
”De bliver mere motiverede for deres skole og uddannelse. Det skyldes selvfølgelig, at computeren giver dem bedre mulighed for at følge med i undervisningen. Der er kortere vej til en faglig succesoplevelse. Computeren styrker også de unges selvværd og selvtillid, fordi de oplever, at de får samme handlemuligheder som deres jævnaldrende venner eller klassekammerater”, udtaler han.
Thomas Lillholm Bæk understreger, at mange af de unge har så store udfordringer i hverdagen, at det ville være helt uoverskueligt for dem at spare sammen til en computer.
”Derfor er det så utroligt vigtigt og værdifuldt, at vi kan søge Børnenes IT-Fond. På den måde kan vi hjælpe de unge, så de får samme rettigheder og muligheder som andre unge, der ikke er anbragt. Vi er meget taknemmelige for, at dette projekt eksisterer”, afslutter han.
Børnenes IT-Fond blev etableret i 2011. Siden da har Børnehjælpsdagen – med støtte fra fonde og sponsorer – uddelt cirka 4.100 computere til anbragte børn og unge i plejefamilier og på døgninstitutioner over hele landet.
Det er anbragte børn og unge i alderen 10-19 år, der kan søge om at modtage en bærbar computer gennem ‘Børnenes IT-Fond’.
Både privatpersoner, virksomheder samt fonde er med til at finansiere uddelingerne. En af de største bidragsydere er Egmont Fondens program ‘En Håndsrækning’, der i perioden 2013-2018 har støttet projektet med 6.300.000 kroner.
Computerne bliver uddelt tre gange om året. Næste uddeling finder sted oktober 2018.