15. juni 2015, 20:45 Af: Sylvia Blazejowski

Sommersjov og styrke til plejebørn

Hundredvis af anbragte børn fra Sjælland festede sammen med Børnehjælpsdagen og deres plejefamilier

Sommersjov og styrke til plejebørn

Hundredvis af anbragte børn fra Sjælland festede sammen med Børnehjælpsdagen og deres plejefamilier
Til sommerfest på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Foto: Kim Agersten.

Togt med vikinger og dus med dyr! Weekenden den 13.-14. juni 2015 bød på mange spændende og sjove aktiviteter, da Børnehjælpsdagen afholdte to store sommerfester for plejebørn fra Sjællands-området.

Cirka 1300 inviterede deltagere – plejebørn, plejeforældre, søskende og biologiske børn – deltog i festlighederne, der fandt sted på Vikingeskibsmuseet i Roskilde (lørdag) og i København Zoo (søndag).

I Roskilde kunne børnene bage fladbrød over bål, prøve hammer-kast, trække tov og sejle museets vikingeskibe ud på den smukke fjord. I København bød programmet blandt andet på ansigtsmaling, laser-forhindringsbane og et møde med eksotiske dyr hos Zoos skoletjeneste.

”Formålet med sommerfesterne er at styrke plejebørnene og give dem mulighed for at skabe nye relationer med ligesindede, der står i samme situation. Samtidig får de en ekstraordinær oplevelse, hvor de er i centrum – de bliver set, hørt og anerkendt i trygge rammer og på deres præmisser. Dét skaber positive følelser”, fortæller projektleder Ida Lissau Jacobsen fra Børnehjælpsdagen.

En række kendte danskere var med begge steder for at hygge om børnene og sprede stjerneglans over de mange aktiviteter.

Komikerne Lars Hjortshøj og Karsten Green tog teten i Roskilde, mens København fik fornøjelsen af Karsten Green, rapperen Jøden, tv-værten Sebastian Klein samt skuespillerne Sami Darr og Stephania Potalivo.

De to sommerfester blev afholdt som led i Børnehjælpsdagens aktuelle strategi, ‘Et Stærkere Jeg’, der skal gøre anbragte børn og unge (nuværende og tidligere) mere robuste og parate til voksenlivet.

Foto: Kim Agersten.

Foto: Kim Agersten.

Sommerfesten i Roskilde blev realiseret med midler fra velgørenhedsprojektet ‘Roskilde Runder Op’ (2007), hvor byens borgere og erhvervsliv samlede penge ind til Børnehjælpsdagens arbejde. Sommerfesten i København blev realiseret med midler fra Civilingeniør H.C. Bechgaard og hustru Ella Mary Bechgaards Fond.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.