Nogle har brugt sommeren på at fange Pokemon-figurer, mens 17 anbragte unge fra seks institutioner har samlet på gode ferieminder og nye venskaber. Børnehjælpsdagen var nemlig arrangør af en sommercamp, der fandt sted i Ebeltoft 12.-14. juli 2016.
Sommercampen er et tilbagevendende tilbud til anbragte børn, der ikke nødvendigvis har mange gode sommerferieoplevelser med i bagagen. Det grundlæggende tema for de tre dage i Ebeltoft var ‘gode minder’ med fokus på sociale relationer og indre styrke.
Helt konkret bød campen på en række mentale øvelser, fysiske aktiviteter og lærerige udflugter. De unge anbragte og deres medfølgende pædagoger deltog således i både morgengymnastik, rundbold, træning i taknemlighed og besøgte både dyreparken Ree Park og Fregatten Jylland
Ved campens afslutning fik de unge deltagere hver en bog, hvor de kunne skrive deres gode ferieminder ned.
“Det var helt vidunderligt at se, at de lige så meget brugte bogen til at notere hinandens mobilnumre, så de kunne bevare kontakten”, fortæller Susanne Jensen, som var Børnehjælpsdagens projektleder på campen.
Tak til vandrehjemmet DanHostel i Ebeltoft for godt værtskab og tak til Børnehjælpsdagens to frivillige, Tamara og Jesper.