Ferie, frirum, fællesskab og fordybelse. Børnehjælpsdagens SommerCamp 2017 for anbragte børn og unge blev afholdt i uge 27 – i naturskønne områder på Samsø. 27 unge deltagere (7-15 år) var afsted på camp’em sammen med pædagoger fra deres børnehjem og opholdssteder.
Børnene og de unge blev fremfor alt tanket op med ferieoplevelser, for eksempel et besøg på Falkecenter Samsø, en tur i verdens største labyrint, Samsø Labyrinten, fælleslege og bålhygge samt svalende svømmeture i poolen hos Camping og Feriecenter Samsø, hvor alle var indlogeret.
En lang række læringselementer blev sat i spil gennem de planlagte udflugter og aktiviteter. De unge deltagere blev dermed styrket på forskellige måder – med særligt fokus på deres sociale kompetencer, personlige kompetencer, indbyrdes relationer, mentale robusthed eller bevægelsesglæde.
Børnehjælpsdagen har afholdt SommerCamps siden 2011, og hvert år er tilslutningen stor. Cirka 70 % procent af de anbragte børn og unge, som er med på SommerCamp, ville ikke komme på ferie uden for hjemmet, hvis ikke de fik tilbudt et finansieret ophold.
SommerCamp’en 2017 blev realiseret med midler fra Arbejdsmarkedets Feriefond, der i dette år også støtter fem andre camps i Børnehjælpsdagens regi – blandt andet Familie Camp i uge 31 og Foldbold Camp i uge 42.
Læs mere om Børnehjælpsdagens typer af camps: ‘Camps i forløb‘, ‘Camps i naturen’, ‘Camps i ferien’.