“Hvis ikke vi skulle sælge julelodder og dermed sikre penge til Børnehjælpsdagens mange gode tilbud, hvem filan skulle så?”, siger plejemoren Wenche Andersen åbenhjertigt, da hun skal forklare, hvorfor hun har taget initiativ til, at hendes plejesøns klasse er med til at sælge skrabelodder i Børnehjælpsdagens Julelotteri.
Lasse går nemlig i en klasse på Fladsåskolen i Tappernøje, hvor fem af de 10 elever alle er anbragt i enten plejefamilie eller på en døgninstitution. Det er derfor helt oplagt, at klassen med de anbragte børn selv hjælper med at skaffe midler til hjælpeorganisationen, som dermed kan nå ud til endnu flere anbragte med de gode tilbud.
“Alle børn har godt af at løfte et socialt ansvar – på egne eller andres vegne, og derfor er det også skønt at opleve det engagement alle 10 elever lægger i salget af skrabelodderne”, fortæller Lasses plejemor, der selv har været med Lasse rundt at sælge.
LÆS OGSÅ: Anbragte børn og unge sælger julelodder
Overskuddet fra salget af Børnehjælpsdagens to lotterier er hovedkilden til afholdelse af de mange tilbud, som plejefamilier og institutioner kan melde sig til. Og det er noget som både Lasse, hans plejebror Oliver og klassekammeraten Viktor har haft stor glæde af.
Lasse og Viktor har for ganske nylig været i LegeJunglen på Falster sammen med 25 andre plejebørn og deres familier, Lasse har her i 2017 fået en bærbar computer til sit skolearbejde via Børnenes IT-Fond, plejefamilien har tradition for at være med til Børnehjælpsdagens sommerfester og lige om lidt skal Viktor med til et stort event, hvor han skal spille tennis mod selveste Caroline Wozniacki.
Lasse og hans plejemor Wenche har valgt at sælge deres andel af julelodderne ved at gå fra dør til dør i nabolaget. På købernes spørgsmål om, hvilket formål deres penge går til, har Wenche blot peget på plejedrengen Lasse og fortalt om hans livssituation.
For Lasse har det været en positiv og lærerig oplevelse; de fleste har være særdeles imødekommende og den ældre, der købte lodder for alle sine mønter i krukken, var et særligt minde fra salgsturen. De få situationer, hvor de mødte en afvisning ved døren, fik plejesøn og plejemor en god snak om – man skal lære at rumme et nej og ikke tage det personligt.
Lasse har haft så stor succes med sit salg og på kort tid solgt 85 lodder, at de nu har bestilt yderligere 100 lodder til klassen. Det er noget, Lasse med egne ord er meget stolt af. Det forstår vi godt!