21. januar 2021, 12:22 Af: Sylvia Blazejowski

Corona-donation: Anbragte unge får opfyldt deres store drømme i en svær tid

Børnehjælpsdagens 'Drømmebank' modtager særlig støtte på 450.000 kroner fra Egmont Fonden. Fokus er at styrke de anbragte unge, som har haft det ekstra svært under Corona-pandemien.

Corona-donation: Anbragte unge får opfyldt deres store drømme i en svær tid

Børnehjælpsdagens 'Drømmebank' modtager særlig støtte på 450.000 kroner fra Egmont Fonden. Fokus er at styrke de anbragte unge, som har haft det ekstra svært under Corona-pandemien.
Corona-donation fra Egmont Fonden til Børnehjælpsdagen. Foto: Colourbox

En særlig corona-donation giver nu flere anbragte unge i alderen 13-23 år mulighed for at få opfyldt deres største drømme. Som følge af Corona-pandemien har Børnehjælpsdagen nemlig modtaget en ekstraordinær bevilling på 450.00 kroner til projektet Drømmebanken. Donationen kommer fra Egmont Fondens program ‘En Håndsrækning’.

Pengene skal specifikt bruges til at opfylde drømme for unge anbragte, som har lidt et tab pga. Corona-restriktioner og isolation. Det kan være i forhold til venskaber og relationer, undervisningskvalitet og trivsel generelt.

“Nedlukningen af vores samfund har haft store konsekvenser for de udsatte unge. Den har været med til at forstærke og forværre de udfordringer, som de unge i forvejen tumler med – som f.eks. angst, depression og ensomhed. Derfor er vi meget taknemmelige for, at vi nu kan øge vores indsats med at opfylde drømme for netop disse unge, som har det særligt svært”, forklarer Børnehjælpsdagens projektchef Maria Deria.

Mere livsglæde og tro på fremtiden

Med den ekstraordinære corona-donation sætter Børnehjælpsdagen målrettet ind for at hjælpe unge, der enten bor i efterværn eller som er flyttet fra deres anbringelsessted i perioden 2020 – 1. marts 2021.

“Der er tale om opfyldelse af individuelle drømme, som skal styrke de unge enten socialt, personligt eller fagligt.  Det kan f.eks. være drømme med afsæt i fællesskab og relationer. Det kan være supplerende undervisning eller særlige oplevelser, som “booster” de unge ud af den pessimistiske tilstand, som mange befinder sig i. I sidste ende er målet, at de unge får mere livsglæde, energi, optimisme, håb og tro på fremtiden”, forklarer Maria Deria.

Egmont Fondens program ‘En Håndsrækning’ har støttet Børnehjælpsdagens projekt ‘Drømmebanken’ siden 2013. I 2021 har fonden bevilliget i alt 1 million kroner til Drømmebanken, dvs. inklusive Corona-donationen på de 450.000 kroner. Læs mere om Drømmebanken og ansøgningskriterier her.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.