Når Børnehjælpsdagen søndag 6. maj 2018 afholder Årets Børnehjælpsdag vil offentliggørelsen af årsplakaten være en del af det begivenhedsrige program. Som traditionen foreskriver er en kunstner blevet inviteret til at skabe en plakat til fordel for Børnehjælpsdagens arbejde, og i år har den internationalt anerkendte billedkunstner FOS, med det borgerlige navn Thomas Poulsen, sagt ja til den kreative opgave.
Fra sit herlige atelier på Islands Brygge i København, hvor det bugner med værktøj, skitser og alverdens materialer fra gulv til loft, arbejder FOS med det, han selv betegner som ‘Social Design’: en metode til opbygning af rum eller steder, der kan hjælpe med at bevidstgøre sociale processer mellem mennesker.
Ud fra den metode han har fx skabt OslooBar i København, som på én gang var en skulptur og en bar, der inviterede til, at forskellige sociale lag i samfundet kunne mødes.
Når billedkunstneren FOS har valgt at sige ja til opgaven med at designe Børnehjælpsdagens årsplakat, er det bestemt ikke, fordi han mangler indhold på sit imponerende CV.
“Jeg gør det, fordi der en lang menneskelig tradition for at hjælpe børn, som jeg ser mig som en naturlig del af”, forklarer han, “men ofte er det lige så meget børnene, der hjælper de voksne; de minder os om, hvad vi har glemt”. Af samme grund har FOS ønsket at afholde en workshop sammen med de anbragte børn, hvor temaet var opfindelse og illustration af forvandlingsmaskiner – som er brugt som oplæg til plakaten.
LÆS OGSÅ: Børn skaber forvandlingsmaskiner til årsplakaten 2018
Børnehjælpsdagens årsplakat 2018 bliver offentliggjort på Årets Børnehjælpsdag søndag den 6. maj 2018. Dagen bliver markeret ved to store arrangementer i både København og Aarhus.
På Årets Børnehjælpsdag kan plakaten købes for 100 kroner / 150 kroner for en signeret udgave.
Plakaten kan også købes online på www.bhd.dk/butik (fra 6. maj 2018). Her vil prisen være 150 kroner / 200 kroner for en signeret udgave.