“Computeren har meget stor eller stor betydning for at gennemføre uddannelse”. Sådan svarer hele 83 % af respondenterne i Børnehjælpsdagens 5-års evaluering af Børnenes IT-Fond.
Evalueringen omfatter anbragte børn og unge (10-19 år), som har modtaget en bærbar computer fra Børnenes IT-Fond i perioden 2017-2021. Den er baseret på løbende spørgeundersøgelser, tre gange årligt, – herunder besvarelser, som er indhentet ca. 6 måneder efter sidste computeruddeling (4. kvartal 2021).
“Udgangspunktet for Børnenes IT-Fond er at styrke anbragte børn og unge, så de har bedre forudsætninger for at gennemføre en uddannelse. Vores evaluering viser, at indsatsen rammer plet i forhold til formålet – og det er vi selvfølgelig utroligt glade for”, forklarer Børnehjælpsdagens direktør Ina Thorndahl.
Siden 2011 har Børnehjælpsdagen uddelt langt over 6000 computere til børn og unge, der bor på institution eller i plejefamilie. Hovedparten af disse computere er blevet finansieret med midler fra Egmont Fondens program ‘En Håndsrækning’. 5-års evalueringen afrunder en 5-årig samarbejdsaftale mellem Børnehjælpsdagen og Egmont Fonden, der i perioden 2017-2021 har støttet indsatsen med over XX millioner kroner.
“Vi er dybt taknemmelige for Egmont Fondens store støtte gennem årene – samt for øvrige bidrag fra for eksempel virksomheder og privatpersoner. Det er fantastisk, at vi sammen kan investere i de unge menneskers uddannelse og digitale fremtid. Forskning viser i al sin tydelighed, at netop uddannelse spiller en afgørende rolle for de anbragte børn og unges voksenliv”, afslutter Ina Thorndahl.
I de kommende år vil endnu flere anbragte børn og unge modtage en bærbar computer, som i øvrigt er helt deres egen. Et nyt 2-årigt samarbejde for 2022-2023 mellem Børnehjælpsdagen og Egmont Fonden er nemlig en realitet. Dermed fortsætter den kontinuerlige og vigtige indsats – over hele landet.