Børnehjælpsdagen og Grønlandske Børn (FGU) har til fælles at arbejde for at styrke udsatte børn og unge i Danmark– især anbragte unge og grønlandske unge. Der er stadig alt for mange unge mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet. Hele 43.000 ifølge de seneste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i maj 2023. Og her er både de anbragte unge og grønlandske unge desværre i høj grad overrepræsenterede. Derfor har de to ngo’er god grund til at drage fordel af hinandens erfaringer.
Den fælles interesse for at hjælpe udsatte unge i Danmark i gang har givet anledning til samarbejdet, hvor Børnehjælpsdagens erfaringer og metoder i den 8-12 måneder lange EMPOWER4U > DRØMMEJOB indsats målrettet anbragte unge er videreudviklet til Uagut, som er tilpasset grønlandske unge.
”Når flere udsatte unge kan få gavn af en indsats, vi har så gode resultater med, så skal vi selvfølgelig bare have det ud at leve og styrke endnu flere unge mennesker.” fortæller Ina Thorndahl, Direktør i Børnehjælpsdagen og uddyber:
”Vi har fået 9 ud af 10 af alle de særligt udsatte unge, der har deltaget i vores EMPOWER4U > DRØMMEJOB forløb, i job eller uddannelse – og det bemærkelsesværdige er, at de unge fortsat er i arbejde eller under uddannelse 4 år efter. Det indikerer, at de har fået redskaber så de vedvarende vil styre uden om lediggang og offentlig forsørgelse senere i livet. Det har vi følgeforskning, der beviser – og det er vi meget stolte af.” siger Ina Thorndahl, der har været med til at udvikle og starte EMPOWER4U > DRØMMEJOB konceptet til Børnehjælpsdagen i 2016/17.
”Vi har set, hvordan indsatsen er exceptionel ift. at styrke vores tidligere anbragte unge – så jeg har store forventninger til Uagut-indsatsen hos Grønlandske Børn.” fortæller Ina Thorndahl.
Resultaterne af Uagut-indsatsen, vil, ligesom EMPOWER4U > DRØMMEJOB, blive målt på resultaterne i self-efficacy (handlekraft, handleevne og handletillid), som er de vigtigste faktorer for livsudvikling og livskvalitet. Målingerne og evalueringer hos Grønlandske Børn skal bl.a. sikre, at Uagut får så mange af de unge som muligt gjort klar til at kunne starte eller fuldføre en ungdomsuddannelse og blive selvforsørgende, og over tid vil Uagut også kunne inspirere til at målrette EMPOWER4U endnu bedre.
Uagut betyder ”os” og er meget rammende ift. det fællesskab blandt de unge, som indsatsen er målrettet at skabe. Denne sommer markerer startskuddet på det første Uagut-forløb, hvor en gruppe modige grønlandske unge tjekker ind til en uge på camp ud af flere camps, opfølgende træningsdage og et tilkoblet mentorforløb. Uagut vil løbe over et år, hvilket er en ny måde at arbejde med langstrakte indsatser for de unge mennesker hos Grønlandske Børn.
”Vi har glædet os til at komme i gang med Uagut-indsatsen sammen med Børnehjælpsdagen. Vi tror på, at Uagut vil supplere vores andre indsatser for de unge i Grønlandske Børn, hvor vi både intensivt og over en længere periode støtter grønlandske unge, indgyder mod og handlekraft og hjælpe dem med at sætte mål, så de kommer styrkede gennem overgangen fra skole til ungdomsuddannelse og voksenliv.” fortæller Puk Draiby, Generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn.
”Vi har selvfølgelig stor tro på, at Uagut viser sig at være en metode, der virker rigtigt godt på vores unge, ligesom hos Børnehjælpsdagen, så vi kan styrke dem og give dem nogle bedre odds for at klare sig godt og stå på egne ben efter forløbet.” Siger Puk Draiby.
Lige nu er Grønlandske Børn og Børnehjælpsdagen i den første fase af samarbejdet omkring Uagut, hvor det handler rigtig meget om at få implementeret EMPOWER4U metoderne godt i Uagut-kontekst. Derfor forløber det første Uagut-forløb med masse train-the-trainer aktiviteter – og med gode resultater for de grønlandske unge er målet at implementere indsatsen som en fast del af Grønlandske Børns arbejde for udsatte grønlandske unge i Danmark og i Grønland. Uagut er støttet af Socialstyrelsen.