”Nu er der stort set ingen grænser for, hvad jeg kan opnå”. 19-årige Tobias er ved at flyde over af begejstring. Han er blandt de første unge, der har fået opfyldt en såkaldt udviklingsdrøm gennem Børnehjælpsdagens indsats ’Drømmebanken’. Han har modtaget en kraftfuld PC til programmering.
”Jeg er utrolig glad og meget taknemmelig. Den nye PC kan køre alle programmer, som jeg har brug for. Den er guld værd for min fremtid og for min egen udvikling”, forklarer Tobias, der bor hos en plejefamilie.
I de seneste 4 år har Tobias været meget fascineret af programmering og har flere fritidsprojekter i sin portefølje. Han har bl.a. lavet hjemmesider, spil, grafiske effekter, virtuel design og udviklet en lille, digital kalender.
Nu er han imidlertid klar til ”next level”.
Med den nye PC tager Tobias et kæmpe skridt mod sit store fremtidsmål. Han vil gerne læse til datamatiker og leve af at programmere – enten som selvstændig eller som ansat i en stor virksomhed. Planen er derfor, at han om få måneder starter på uddannelsen, der tager cirka 3 år.
”Den her nye computer har bestemt givet mig blod på tanden i forhold til studiet. Jeg glæder mig vildt til at komme i gang. Det lå ellers ikke i kortene, da jeg altid har kæmpet med skolen på grund af problemer derhjemme. Jeg har gået i specialklasse i mange år”, forklarer Tobias og fortsætter:
”Med tiden fandt jeg ud af, at jeg har flair for programmering. Nu ser jeg frem til at udforske mine evner og udvikle mig selv. Det fede ved programmering er, at der er så mange muligheder. Når du først har forstået, hvordan det foregår, så kan du lave alt. Den verden er simpelthen endeløs”, afslutter Tobias.
Børnehjælpsdagen har opfyldt Tobias’ udviklingsdrøm på basis af en flot ekstrabevilling på Egmont Fonden, der i flere år har støttet ’Drømmebanken’. Formålet med udviklingsdrømmene er at styrke nuværende eller tidligere anbragte unge (13-23 år) i forhold til f.eks. uddannelse, beskæftigelse, relationer og selvstændighed.
”Forskning viser, at særligt uddannelse har afgørende betydning for anbragte unges fremtid. Derfor skal vi gøre alt for at øge deres uddannelsesmuligheder. I Tobias’ tilfælde er det win-win for alle parter. Med drømmeuddannelsen i hus får Tobias markant større chance for en god, selvstændig tilværelse. Samtidig vil samfundet få stor glæde af hans IT-kompetencer i mange år fremover”, fortæller Børnehjælpsdagens projektchef Amanda Drisgaard Hansen.
Forud for drømmeopfyldelsen har Tobias også gennemgået en del af Børnehjælpsdagens indsats ‘Sæt Skub i Drømmene’, der har til formål at motivere og inspirere de unge mennesker til at (turde) sætte skub i deres drømme. ‘Sæt Skub i Drømmene’ er ligeledes støttet af Egmont Fonden.
Læs mere om Drømmebanken (herunder udviklingsdrømme) samt ‘Sæt Skub i Drømmene’