21-årige Sarah og 19-årige Tobias er begge deltagere i EMPOWER4U, der er Børnehjælpsdagens efterværnsindsats. De har blandt andet arbejdet med personlig udvikling og sat sig mål for fremtiden. I den forbindelse har de også fået inspiration til at (turde) sætte ord på deres største drømme – ved hjælp af ‘Sæt Skub i Drømmene’.
‘Sæt Skub i Drømmene’ er en særskilt indsats, der er udviklet af Børnehjælpsdagen i samarbejde med Cand.Scient Frederik Banzhaf og med støtte fra Egmont Fonden. Den består af læringsvideoer og øvelser, der skal hjælpe den enkelte med at få klarhed over personlige drømme – og hvad der skal til for at realisere disse.
Sarah og Tobias – samt de øvrige deltagere i EMPOWER4U, hold 3 – har fået glæde af læringsmaterialerne, i en tilpasset form. Udbyttet har været værdifuldt for de unge, der står på tærsklen til et voksenliv ‘på egne ben’:
“Det har været fedt at få sat ord på sine drømme. Min livsdrøm er at arbejde professionelt med sang og musik, herunder skrive sangtekster. Første step for mig vil være at få sangundervisning og måske noget coaching om arbejdet inden for musikbranchen”, forklarer Sarah, der er vokset op hos en plejefamilie.
“Jeg drømmer om, at jeg en dag kan arbejde inden for teknologiverdenen. Min store passion er programmering, så et drømmejob kunne være datamatiker. Jeg vil gerne udvikle og udfolde mig i den retning – og blive endnu bedre til at programmere”, forklarer Tobias, der også bor hos en plejefamilie.
‘Sæt Skub i Drømmene’ er oprindeligt udviklet som et supplement til Børnehjælpsdagens indsats ‘Drømmebanken’. Gennem Drømmebanken får anbragte børn og unge løbende opfyldt deres små og store drømme – på baggrund af indsendte ansøgninger. Disse drømme skal imidlertid ikke tages som en selvfølge.
Mange anbragte børn og unge har nemlig lukket helt ned for at drømme – de tror simpelthen ikke på, at noget godt kan komme til at ske for netop dem. Derfor har Børnehjælpsdagen valgt at sætte fokus på den proces, der ligger i at (turde) verbalisere en drøm og handle på den. Det er nu også kommet de unge fra EMPOWER4U til gode.
“Det har været virkelig relevant og gavnligt at inddrage ‘Sæt Skub i Drømmene’ i EMPOWER4U. De unge mennesker står i overgangen mellem anbringelse og selvstændigt voksenliv, hvilket gør dem ekstra sårbare og usikre. Ved at de får defineret deres mål og drømme – og får en realiseringsplan – , så bliver fremtiden mere overskuelig. De får mere ro, håb og optimisme”, forklarer Børnehjælpsdagens projektleder Amanda Drisgaard Hansen.
For både Sarah og Tobias har de indledende øvelser med at sætte ord og tanker på deres store livsdrømme båret frugt. De har begge handlet konkret og har nu fået støtte fra Drømmebanken. Sarah har fået bevilliget et udviklingsforløb hos ‘Innovative Artist Academy’, mens Tobias fået en ny, bærbar PC til programmering.
“Det er fantastisk at opleve, hvordan Sarah og Tobias har taget ejerskab – og nu går målrettet efter deres livsdrømme. Vi er samtidig både stolte over og taknemmelige for, at vi i praksis kan hjælpe de unge i flere faser af drømme-realiseringen. Det er en stor styrke, at vores indsatser kan understøtte og supplere hinanden – i dette tilfælde EMPOWER4U, ‘Sæt Skub i Drømmene’ og ‘Drømmebanken’. Dermed også en stor tak til de fonde og sponsorer, som muliggør vores arbejde og indsatser på tværs”, afslutter Amanda Drisgaard Hansen.