6. september 2015, 11:56 Af: Sylvia Blazejowski

Elever får finansiel forståelse gennem velgørende indsamling

Skoleelever får styrket deres finansielle kompetencer, alt imens de gør en god gerning til fordel for anbragte børn i Danmark.

Elever får finansiel forståelse gennem velgørende indsamling

Skoleelever får styrket deres finansielle kompetencer, alt imens de gør en god gerning til fordel for anbragte børn i Danmark.
Fundraising-materiale til projekt Ungdomsværn. Foto: Børnehjælpsdagen.

Børnehjælpsdagens projekt ‘Ungdomsværn’ rykker ind i 32 klasseværelser fra 7. september.

SE OVERSIGT OVER DE KLASSER, DER DELTAGER I ‘UNGDOMSVÆRN 2015’

Mere end 700 elever fra hele landet kan se frem til matematikundervisning i en helt ny form. Som led i projektet ‘Ungdomsværn’ skal de nemlig udvikle en velgørende PR- og indsamlingskampagne – og det er en opgave, der blandt andet sætter finansiel forståelse på skoleskemaet.

Eleverne skal både håndtere pengedonationer, gennemføre indtægtsgivende aktiviteter samt sælge muleposer i deres lokalområde. De matematiske færdigheder bliver dermed testet af i praksis – og på kreativ vis. Selve indsamlingen går til Børnehjælpsdagen, der støtter anbragte børn og udsatte unge i Danmark.

“Vi glæder os til at rykke ud på skolerne, og bidrage til undervisningen med denne case fra ‘den virkelige verden’. Det er en gevinst for alle parter – ikke mindst for eleverne, der får praktisk erfaring med for eksempel budgetplanlægning og regnskab. Det er jo en stor del af arbejdet bag en indsamling”, forklarer projektleder Stine Valentin fra Børnehjælpsdagen, der har udviklet ‘Ungdomsværn’ i samarbejde med Fremtidsfabrik og Danske Bank.

Værdi til voksenlivet

Første fase af ‘Ungdomsværn’ omfatter en række workshops på de 19 skoler, der har tilmeldt sig projektet. Her bliver eleverne blandt andet introduceret til Danske Banks interaktive læringsunivers; ‘Control Your Money’, som de skal bruge til at styre deres forskellige indsamlingsaktiviteter med.

“Som bank vil vi gerne hjælpe til med at øge den finansielle kompetence blandt danskerne, og specielt blandt unge. Der­for udvikler vi løbende rådgivningskoncepter og undervisningsmateriale både til børn og unge samt deres lærere og forældre om penge og privatøkonomi. Formålet er at styrke deres viden om penge og dermed skabe grundlag for en sund økonomi i voksenlivet”, fortæller projektleder Cecilia Storm Brandenhoff, Program for finansiel forståelse, i Danske Bank.

I alt deltager 32 7.-10. klasser i Ungdomsværn. Klasserne dyster mod hinanden om at lave den mest innovative PR- og indsamlingskampagne – med den største omsætning. Vinderen bliver kåret sidst i november og modtager en pris på 10.000 kroner.

FAKTA OM UNGE OG ØKONOMI:

I følge en undersøgelse fra Finansrådet, marts 2015, mangler hver anden unge mellem 15-24 år – og hver tredje af alle danskere over 15 år – fundamentale privatøkonomiske kompetencer. Finansrådet mener, der er et udtalt behov for at højne den finansielle forståelse blandt unge mennesker.

Læs mere om Finansrådets undersøgelse

FAKTA OM UNGDOMSVÆRN

’Ungdomsværn’ sætter social ansvarlighed, iværksætteri og finansiel forståelse på skoleskemaet i 7-10. klasse. Børnehjælpsdagen står bag ’Ungdomsværn’, der er udviklet i samarbejde med Fremtidsfabrik. Danske Bank er hovedsponsor.

I 2015 har 28 skoleklasser fra hele landet deltaget i ’Ungdomsværn’ i perioden 7. september – 6. november. Eleverne skulle i denne periode udvikle og eksekvere en PR- og indsamlingkampagne til fordel for de 11.600 anbragte børn og unge i Danmark.

Læs mere om ‘Ungdomsværn’ og de deltagende klasser på ungdomsvaern.dk

Læs mere om Danske Banks onlineunivers ‘Control Your Money’

FAKTA OM ANBRAGTE BØRN I DANMARK

Ifølge Ankestyrelsens seneste tal er cirka 11.600 børn og unge (0-17 år) anbragt uden for hjemmet i Danmark. Børnene / de unge bor enten i plejefamilier, børnehjem eller lign.

En anbringelse kan skyldes mange forskellige årsager, men typisk har barnet været udsat for omsorgsvigt, overgreb, misbrug eller psykisk sygdom i familien.

FAKTA OM BØRNEHJÆLPSDAGEN

Fonden Børnehjælpsdagen styrker anbragte børn og unges kompetencer, fysiske og mentale robusthed gennem projekter og aktiviteter i hele Danmark. Sidste år fik 9.453 børn og unge på børnehjem og i plejefamilier glæde af hjælpeorganisationens arbejde.

Børnehjælpsdagen har fokus på at inddrage børn og unge fra traditionelle familier i det velgørende arbejde efter konceptet ‘børn hjælper børn’. Det sker blandt andet gennem lodsalg samt projektet ‘Ungdomsværn’.

Kontaktinformation

Sylvia Emilia Blazejowski
Pressechef i Børnehjælpsdagen
D: 3530 9310 M: 2682 8923
sb@bhd.dk – www.bhd.dk

Download pressefotos
Relaterede nyheder

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.