OPGØRELSE: Tusindvis af lokale foreningsbørn og skoleelever har været på gaden for at sælge Børnehjælpsdagens Lillebror Lotteri 2017. Nu er lotteriet afsluttet og opgjort med et flot, samlet salg på 4,0 millioner kroner.
Cirka 1,7 millioner kroner går til de i alt 324 lokale fritidsforeninger, sportsklubber og skoleklasser, der har solgt lodderne. Beløbet er deres salgsprovenú. Cirka 2,3 milllioner kroner går til Børnehjælpsdagen, der arbejder med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark.
Se hvem der har solgt Lillebrorlodder i jeres kommune/område – samt indtjening
Se hvor mange børn og unge, der er anbragt af jeres kommune
“Lillebror Lotteriet sikrer frem for alt, at Børnehjælpsdagen kan støtte og styrke anbragte børn, som af forskellige årsager ikke kan bo derhjemme. Men lotteriet giver samtidig et økonomisk løft til det danske fritids- og skoleliv, som både er til gavn for anbragte børn samt for børn fra traditionelle familier. Med andre ord, er det win-win for alle parter”, forklarer Børnehjælpsdagens lotteriansvarlig, Anne Nielsen.
Det økonomiske tilskud, der luner godt i fælleskassen hos foreningerne og skoleklasserne, bliver typisk brugt til indkøb af nyt træningsudstyr, stævner, lejrophold, redskaber, aktiviteter mv.
Topsælgeren i årets Lillebror Lotteri er en privatskole i København (Institut Sankt Joseph). Her har de sælgende elever tjent over 100.000 kroner, hvoraf de fleste af pengene skal gå til en ny legeplads i skolegården.
Om få uger starter tilmeldingen til Børnehjælpsdagens Julelotteri 2017, der ligeledes giver lokale foreninger og skoler mulighed for en risikofri indtjening – nemlig 8,50 kroner pr. solgt lod til 20 kroner. Læs mere på www.bhd.dk/lotterier
Børnehjælpsdagens Lillebror Lotteri sælges hvert forår af cirka 15.000 børn og unge fra danske fritidsforeninger, idrætsklubber og skoleklasser.
Et lod sælges til 20 kroner. Heraf går 11,50 kroner til Børnehjælpsdagen, mens 8,50 kroner går til den sælgende forening, klub, klasse/skole.
Lillebror Lotteriet kom på gaden i 1926 og er dermed et af landets største og ældste lotterier. Den samlede gevinstsum er cirka 5 millioner kroner.
FAKTA OM BØRNEHJÆLPSDAGEN
Børnehjælpsdagen arbejder med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark, så de får bedre mulighed for et selvstændigt voksenliv. Hjælpeorganisationen har særligt fokus på at styrke målgruppens mentale samt fysiske robusthed gennem en lang række tilbud, der finder sted over hele landet.
Sidste år fik 9.720 anbragte børn og udsatte unge direkte glæde af Børnehjælpsdagens arbejde.
Børnehjælpsdagen har fokus på at indrage børn og unge fra traditionelle familier i det velgørende arbejde efter konceptet “børn hjælper børn”. Det sker blandt andet gennem Julelotteriet, Lillebror Lotteriet og projektet ‘Ungdomsværn’.
Læs mere på bhd.dk og facebook.com/bornehjaelpsdagen
Sylvia Emilia Blazejowski
Pressechef i Børnehjælpsdagen
D: 3530 9310 M: 2682 8923
sb@bhd.dk – www.bhd.dk