6. maj 2018, 10:34 Af: Kenneth Tingberg

OFFENTLIGGØRELSE: Børnehjælpsdagens Årsplakat 2018

OFFENTLIGGØRELSE: Børnehjælpsdagens Årsplakat 2018

Her er den så: Børnehjælpsdagens Årsplakat 2018! Motivet er skabt af den danske kunstner FOS – i samarbejde med anbragte børn. Plakaten offentliggøres i dag, søndag den 6. maj på ‘Årets Børnehjælpsdag’.

I år er det billedkunstneren FOS – med det borgerlige navn Thomas Poulsen -, der i kraft af sit kunstneriske talent giver opbakning til de mange børn og unge, som bor på børnehjem eller i familiepleje i Danmark.

FOS har skabt Børnehjælpsdagens Årsplakat 2018 ud fra et udvalg af fantasifulde forvandlingsmaskiner, som 15 anbragte børn har opfundet og billedliggjort på en workshop i kunstnerens eget atelier på Islands Brygge i København.

LÆS OGSÅ: FOS er årets plakatkunstner
LÆS OGSÅ: Anbragte børn laver forvandlingsmaskiner

‘Børn der opfinder for at hjælpe landet’

Plakaten er en collage af tre udvalgte forvandlingsmaskiner, tilhørende titel og udsagnet ‘Børn der opfinder for at hjælpe landet.

“Børnenes forvandlingsmaskiner hjælper samfundet og de voksne på flere niveauer. Til dels skaber de et visuelt produkt, som vi voksne ikke har set før, og de bidrager dermed til en fornyelse af billedkunsten. Derudover sætter deres bud på de transformationer, som maskinerne kan tilbyde, perspektiv på de voksnes til tider begrænsede fantasi og opfindelser”, forklarer FOS.

Børnehjælpsdagens årsplakat er en tradition, der strækker sig tilbage til 1904. Plakaten bliver altid offentliggjort på ‘Årets Børnehjælpsdag’ (i år den 6. maj) og kan købes i www.bhd.dk/butik. Overskuddet fra salget går til hjælpeorganisationens arbejde for anbragte børn og udsatte unge i Danmark.

FAKTA OM ÅRETS BØRNEHJÆLPSDAG

Årets Børnehjælpsdag 2018 bliver afholdt søndag den 6. maj. Det er den danske hjælpeorganisation, Børnehjælpsdagen, der står bag.

Årets Børnehjælpsdag er en hyldest og støtte til de anbragte børn og udsatte unge, som Børnehjælpsdagen arbejder for i Danmark. Disse unge mennesker bor bor typisk hos plejefamilier eller på døgninstitutioner.

Den 6. maj 2018 bliver Årets Børnehjælpsdag markeret både i København (Kongens Have) og Aarhus (Rådhusparken), kl. 10:30-12:00.

Årets Børnehjælpsdag er blevet afholdt i København siden 1904. Alle busser flager i København og Frederiksberg kommune i anledning af denne særlige dag.

På Årets Børnehjælpsdag offentliggøres Børnehjælpsdagens årsplakat, der er skabt af en kunstner eller illustrator. Plakattraditionen går tilbage til 1904.s mere på www.bhd.dk

FAKTA OM BØRNEHJÆLPSDAGEN OG ANBRAGTE BØRN

Børnehjælpsdagen arbejder med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark, så de får bedre mulighed for et selvstændigt voksenliv. Hjælpeorganisationen har særligt fokus på at styrke målgruppens mentale samt fysiske robusthed gennem en lang række tilbud – blandt andet projektet ‘Drømmebanken‘.

Sidste år fik 9.720 anbragte børn og udsatte unge – i plejefamilie, på børnehjem og i efterværn – glæde af Børnehjælpsdagens arbejde. Læs mere på www.bhd.dk

Download pressefotos
KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.