14. januar 2016, 10:17 Af: Sylvia Blazejowski

Ubrugte klippekort for 867.087 kroner til Børnehjælpsdagen

Ubrugte klippekort for 867.087 kroner til Børnehjælpsdagen

Børnehjælpsdagens direktør, Ina Thorndahl (tv) modtager den flotte donation sammen med Nicole, Amanda og Lærke, der er alle er med i Børnehjælpsdagens Ungepanel. Nicole er anbragt på et opholdssted. Amanda og Lærke har tidligere været anbragt. Checken overrækkes af centerchef i Movia, Søren Englund (th) på vegne af de tre trafikselskaber. Foto: Kim Agersten.

867.087 kroner! En kæmpe pengedonation blev torsdag den 14. januar 2016 offentgjort og overrakt til Børnehjælpsdagen af Movia, Metroselskabet og DSB.

Det flotte beløb er resultatet af sidste års velgørende indsamling, hvor trafikselskabernes kunder – i forbindelse med udfasningen af klippekortet i hovedstaden – fik mulighed for at donere (værdien af) deres ubrugte klip til Børnehjælpsdagen.

Siden 1. juli 2015 er tusindvis af klippekort således blevet afleveret i den gode sags tjeneste. Resultatet – de 867.087 kroner – vil fremover gavne de mange anbragte børn og unge, som Børnehjælpsdagen arbejder for.

“Vi er rigtig glade for, at så mange af vores kunder har valgt at støtte op om Børnehjælpsdagens arbejde ved at donere deres klippekort. Der skal derfor lyde en stor tak til vores kunder for deres bidrag til arbejdet med anbragte børn og unge”, siger centerchef i Movia, Søren Englund, der torsdag overrakte pengene til Børnehjælpsdagen på vegne af de tre trafikselskaber.

Største private bidrag i nyere tid

I Børnehjælpsdagens regi er klippekort-indsamlingen en af de største i nyere tid, hvis man tager udgangspunkt i, at den er baseret på bidrag fra privatpersoner. Sidste gang hjælpeorganisationen modtog en lignende donation var i forbindelse med projektet ‘Roskilde Runder Op’, tilbage i 2007.

“867.087 kroner er fantastisk mange penge for Børnehjælpsdagen, og beløbet vil dermed kunne sikre et væld af arrangementer og aktiviteter for de anbragte børn, som ofte har haft en svær opvækst”, forklarer Børnehjælpsdagens direktør Ina Thorndahl og fortsætter:

“Vi er så rørte over den store respons fra danskerne og dybt taknemmelige for, at Movia, Metroselskabet og DSB har givet os denne donationsmulighed til at starte med. Samtidig vil vi gerne takke de mange virksomheder, som har opfordret deres medarbejdere til at donere klippekort gennem deres arbejdsplads”.

Indsamlingen af klippekort til fordel for Børnehjælpsdagen fandt sted fra 1. juli til 15. november 2015. I den periode kunne man blandt andet aflevere sine klippekort i særlige donationsbokse på Nørreport Station og Københavns Hovedbanegård.

FAKTA

Børnehjælpsdagen støtter anbragte børn (0-17 år) og udsatte unge (18-23 år) i Danmark.

Den danske hjælpeorganisation styrker børnenes / de unges kompetencer, fysiske og mentale robusthed gennem projekter og aktiviteter, der finder sted over hele landet.

Målet er at gøre børnene og de unge mere parate til at stå på egne ben i voksenlivet.

Sidste år fik 9.453 børn og unge på børnehjem og i plejefamilier glæde af Børnehjælpsdagens arbejde. Læs mere på bhd.dk og facebook.com/bornehjaelpsdagen

——–

I alt er cirka 11.000* børn og unge (0-17 år) anbragt uden for hjemmet. 60 % af alle anbragte børn i Danmark bor i en plejefamilie.

I alt er cirka 2300* udsatte unge (18-22 år) i efterværn, der er en kommunal foranstaltning efter endt anbringelse. Tallet dækker over efterværn i døgnophold.

En anbringelse kan skyldes mange forskellige årsager, men typisk har barnet været udsat for omsorgsvigt, overgreb, misbrug eller psykisk sygdom i familien.

*Seneste tal fra Ankestyrelsen, 2014 – udgivet i 2015.

Kontaktinformation

Sylvia Emilia Blazejowski
Pressechef i Børnehjælpsdagen
D: 3530 9310 M: 2682 8923
sb@bhd.dk – www.bhd.dk

Relaterede nyheder

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.