Modtagerne af Børnehjælpsdagens priser 2025

Modtager af Børnehjælpsprisen -Mitra Skov Bjerregaard

Mitra Skov Bjerregaard, 25 år, er opvokset på Østerbro og bor i dag fortsat i København. Hun er uddannet socialrådgiver og læser en kandidat i samfundsjura for at styrke sit arbejde med udsatte børn og unges rettigheder.

Mitra Skov Bjerregaard modtager Børnehjælpsprisen 2025 for sin unikke evne til at omsætte sin egen erfaring som tidligere anbragt til en kraftfuld støtte for børn og unge i udsatte positioner. Hun har hjulpet utallige unge med at finde vej ud af hjemløshed, vold og misbrug og har skabt trygge rammer, hvor de føler sig set og hørt.

Mitra har ikke blot gjort en forskel for den enkelte, men har også bidraget til at ændre systemets måde at arbejde med anbragte børn og unge på. Gennem sit engagement i faglige bøger, rapporter og debatter har hun været med til at sikre større retssikkerhed og bedre støttevilkår. Hendes arbejde har været med til at åbne døre, skabe håb og give de unge en stemme, der bliver taget alvorligt.

Mitra er et forbillede og en stærk stemme for de børn og unge, der har mest brug for det – og hun kæmper engageret for at skabe reelle forbedringer i deres liv og for deres fremtid.

Det er denne kombination af personlig indsigt, faglighed og vedholdende kamp for forandring, der gør Mitra til en yderst værdig modtager af Børnehjælpsprisen 2025.

Kære alle

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg en dag skulle stå her på Rådhuset, hvor en vigtig del af min egen historie begyndte, da jeg skulle i Børne-og Ungeudvalget, hvor der skulle træffes afgørelse om samvær.
 
Dengang var jeg her som barn, og i dag står jeg her som voksen, med taknemmelighed, og med mennesker omkring mig, der har været med til at forme den, jeg er blevet.

Det føles som at ringen sluttes.

Jeg vil gerne starte med at takke Børnehjælpsdagen for den flotte tilkendegivelse.

Dernæst vil jeg sige tak til de andre nomineret. Jeg ved, hvor meget hjerte der ligger bag det arbejde, vi hver især gør, og det føles stærkt at være en del af et fællesskab, hvor vi alle prøver at gøre en forskel. Det er en ære at stå her sammen med jer.

Og så vil jeg gerne takke Ruben, min kæreste, som har indstillet mig til den her pris. Det betyder virkelig meget for mig.  Ruben har været min kæreste gennem otte år og har derfor fulgt mit liv og mit arbejde tæt. Tak, fordi du ser mig, forstår mig og giver mig plads til at kæmpe, selvom mit engagement nogle gange har krævet, at jeg har måttet give afkald tid med dig.  Derfor gør det mig rørt, at det netop er dig, der har indstillet mig.
Der er mennesker, som har gjort en særlig forskel i mit liv. En af dem er Gry Rambusch, som var børneadvokat i min sag, i Børne- og Ungeudvalget for ti år siden, netop her på Rådhuset. Jeg valgte hende, fordi jeg havde set et program på DR, hvor hun talte om børns rettigheder. Hendes ord gjorde et stort indtryk på mig, og
Gry blev et forbillede for mig. Dengang tænkte jeg:
“Jeg vil være ligesom dig, en, der kæmper for børns rettigheder.”

Derudover vil jeg gerne sige tak til alle de steder, hvor jeg har fået mulighed for at arbejde, med børn, unge og borgere i udsatte positioner, især Joannahuset, hvor jeg har haft en fantastisk leder, Jette Wilhelmsen, som sammen med andre har skabt et helt særligt sted. Jeg er stolt af at være en del af Joannahuset, og glad for den måde, huset har formet sig på, og for det børnesyn, der præger arbejdet.
Det er blevet som ønsket; et sted, hvor man ikke bare skal passe sig selv.

Jeg vil også nævne Asbjørn Agerschou som desværre gik bort sidste år.
Jeg mødte ham, da Baglandet fejrede 25-års jubilæum, og det blev begyndelsen på et venskab, der kom til at betyde rigtig meget.
 
Når jeg ser tilbage på de mennesker, jeg har nævnt og ikke nævnt, kan jeg se, at de alle på hver deres måde har givet mig det samme.  Noget, jeg i mange år søgte, følelsen af at høre til.

Som tidligere anbragt ved jeg, hvor svært den følelse kan være at finde. Når man flytter fra sted til sted, kan man miste fornemmelsen af at høre hjemme, både i verden og i sig selv. I dag står jeg her som voksen og har fundet min vej.

Jeg har ikke haft meget kontakt med min egen familie, men jeg har fundet min selvvalgte familie, mennesker, jeg har valgt, og som har valgt mig.
Og til jer, der er en del af min selvvalgte familie,
I ved godt, hvem I er.
Tak fordi I er der. Tak fordi I har taget mig ind, stået ved mig og troet på mig.


Den tillid og omsorg, jeg selv har mødt, prøver jeg nu at give videre.
Jeg har to unge nuværende anbragte tæt på mig, som jeg følger og støtter, og hver gang jeg tænker på dem, bliver jeg mindet om, hvor meget det betyder, at der findes voksne, som bliver.
For når man først har prøvet at stå alene, ved man, hvor stor en forskel det gør, når nogen bliver stående ved ens side.
For mig handler det om alt det, vi kan vække i hinanden, troen, håbet og modet til at fortsætte. At vi rækker ud, holder fast og tør stå sammen.

For ingen bliver noget alene. Vi bliver til noget, og til nogen i fællesskab med andre.

Tak.

Modtager af Lillebrorprisen - Oliver Bundgaard Driscoll

Oliver Bundgaard Driscoll, 24 år, er opvokset i Silkeborg og bor i dag i Herning. Som 14-årig blev han tvangsanbragt i plejefamilie på Fyn, hvor han boede gennem sine ungdomsår.  

Oliver Bundgaard Driscoll modtager Lillebrorprisen 2025 for hans bemærkelsesværdige mod og styrke i mødet med livets hårde modgang. Oliver har taget fuldt ejerskab over sit liv og brugt sine erfaringer som drivkraft for positiv forandring – på trods en tvangsanbringelse og store personlige tab, herunder tabet af begge biologiske forældre inden for kort tid.

Oliver har aktivt og vedvarende bearbejdet sine barndomstraumer og sorg ved blandt andet at finde stabilitet i sin plejefamilie, udvikle sine personlige kompetencer og fuldføre en ungdomsuddannelse. Olivers mål om at blive pædagog afspejler både hans indre rejse og hans ønske om at gøre en forskel for børn og unge i sårbare situationer.

Ved at dele sin historie som frivillig rollemodel, oplægsholder og mentor omsætter han i dag sine oplevelser til inspiration for andre unge.

Olivers evne til ikke blot at overleve, men at skabe sig et meningsfuldt voksenliv er bemærkelsesværdig. Ligeledes er hans overskud, der giver andre unge håb og troen på en bedre fremtid. Det er netop Olivers ukuelige vedholdenhed og viljestyrke, der gør ham til en yderst værdig modtager af Lillebrorprisen 2025.

Jeg står her i dag med en følelse, jeg næsten ikke kan beskrive.
For lidt over et år siden stod jeg også med en tale i hånden, men dengang var det til min fars bisættelse.
I dag står jeg her for at modtage en pris.
Og det siger egentlig alt om livet, som jeg har lært at kende det: det kan tage alt fra én, og alligevel give én noget nyt at holde fast i.
Noget smukt. Noget, der føles som håb.

Jeg er vokset op med mange udfordringer, men også med kærlighed.
Kærlighed, der kom fra mange steder, mine plejeforældre, min biologiske familie, min partner, mine venner, og ja, også fra min far og mor, selvom de kæmpede med deres egne dæmoner.
De har alle sammen givet mig noget, jeg bærer med mig hver dag: en tro på, at man kan starte forfra, og stadig være sig selv.

Jeg har lært, at man ikke vælger, hvor man kommer fra, men man kan vælge, hvor man vil hen.
Og for mig har det betydet at finde styrke i sårbarhed, mod i medfølelse og håb i relationer.
Jeg har set, hvor meget det betyder, når bare ét menneske tror på én.
For det kan være det, der ændrer alt.

At modtage Lillebrorprisen i dag er ikke bare en anerkendelse.
Det er et bevis på, at man kan vende sin historie til noget, der kan løfte andre.
Jeg står her, fordi nogen troede på mig.
Og til de unge derude, som kæmper, det her er også jeres håb.
Jeg ved, hvordan mørket føles.
Men jeg ved også, at man kan rejse sig igen.
Ikke alene, men med mennesker, der ser én, og holder fast.
Du er værd at blive set. Du er værd at blive løftet.

Jeg vil gerne sige tak.
Til Børnehjælpsdagen for at skabe et fællesskab, hvor unge som mig bliver set og hørt.
Til min plejefamilie, som lærte mig, hvad tryghed betyder.
Til min partner, som minder mig om, at kærlighed også er at stå i stormen sammen.
Til mine venner og min familie, biologisk og valgt, som har vist mig, at jeg aldrig står alene.

Og så vil jeg slutte med et citat af min yndlingsforfatter, Stephen King, som jeg ofte vender tilbage til:
“Hvor end jeg går, tager jeg mig selv med.”
For mig betyder det, at uanset hvad jeg har mistet, eller hvad jeg kommer fra, så har jeg stadig mig selv og alt det, jeg har lært.
Det er mit fundament.
Og det er det, jeg tager med mig videre herfra.

Tak.

Sofie Hugo

Sofie Hugo er direktør for Børnehjælpsdagen og leder organisationens arbejde med at styrke vilkårene for anbragte børn og unge i Danmark.

Ærede gæster.

Fordi det er virkelig en stor ære at byde velkommen til Børnehjælpsdagens prisuddeling 2025.

Vi er her i dag for at hylde nogle særlige fightere og ildsjæle. Vi vil også tillade os at fortælle lidt mere om Børnehjælpsdagen. Og så vil vi dele en vision, vi håber, vi kan være fælles om.

Men lad mig starte et helt andet sted. I en anden tid.

Et tilbagekig

I Børnehjælpsdagen er vi netop flyttet – og i den forbindelse har jeg været igennem alle gemmerne på lageret sammen med en museumsinspektør. Der var meget for os begge to at begejstres over, og en af tingene vil jeg gerne dele med jer i dag.

Det er den her lille skildring om et særligt møde mellem to af Børnehjælpsdagens stiftere lærer Christian Møller Lund og læge Johan Gotlob Carlsen. Sæt jer godt til rette og vend tilbage i tiden med mig. Det er lærer Lunds ord fra 1923 jeg læser op her:

Det er den 13. april 1904.

En smuk og klar aften. I tætte skarer strømmer københavnerne ud fra Odd Fellow-Palæet efter et offentligt møde i den store sal.

Et protestmøde mod justitsminister Albertis forhadte pryglelov.

En lille grå mand – en tæt skikkelse – har placeret sig ovre på Fønix-hjørnet. Forgæves har han søgt mig i mit hjem og indfanger mig nu her.

Det er en sag af vigtighed, han vil snakke med mig om.

Det han ville sige var, at vi nu måtte ha’ en Børnehjælpsdag i København.

– En hva’ for en dag?

– En Børnehjælpsdag!

Og så følger hele historien. Eventyret om en forårets fest i København, som skulle blive til hjælp for de mange, mange nødlidende børn iblandt os.

– Ingen vegne kommer vi i børnesagen, forklarer han. Det hele står i stampe. Opdragelsesanstalter og børnehjem, asyler – alt, hvad nævnes kan af børneinstitutioner, alle hutler de sig igennem og lider under fattigdom, for ikke rent ud at sige armod. Og Københavns gader vrimler med børn, der trænger til både åndelig og legemlig forsorg.

Prygelov kan vi få – men børneloven! Hvor bliver den af?

Nej, vi må have en Børnehjælpsdag!

Under en måned efter løb den første børnehjælpsdag af stablen lige uden for disse vinduer den 6. maj 1904. og begivenheden spredtes hurtigt til resten af landet.

Året efter fik Danmark sin første Børnelov – den fastslog blandt andet at staten har ansvar for at tage omsorg for børn, når deres forældre ikke kan. Det blev fastslået ved lov, at børn er vores fælles ansvar.

 

Relevansen i dag

Armod er en anden ting i dag. Men hvor udviklingen den gang (blandt andet med børnesagsforkæmperes vedholdende indsats) gik i retning af et velfærdssamfund, som blev bygget op over de næste 100 år, kan man i dag få bange anelser om, hvor vi egentlig er på vej hen – i vores velfærdssamfund og i verden. Vi lever i en verden, det viser sig at være svær at være barn i, ja egentlig også bare at være menneske i.

Særligt anbragte børn mangler håb for fremtiden. Ja faktisk svarer 31 % af dem, at de bliver direkte kede af det, når de tænker på fremtiden.

Uligheden blandt børn stiger, og det rammer anbragte børn særligt hårdt – især når vi ser på trivsel, skolegang, fritid, diagnoser og andre væsentlige parametre. 84 % af de unge piger på børne- og ungehjem svarer at de på et tidspunkt har skadet sig selv med vilje. 28 % af de 15-17-årige drenge og 61% af pigerne på børne- og ungehjem svarer at de på et tidspunkt har forsøgt at tage deres eget liv.

Det må og skal vi simpelthen alle sammen gøre vores for at lave om på.

Der fortsat er behov for en vedholdende indsats for at vise retningen for fremtidens velfærdssamfund, og for et samfund hvor vi tager et fælles ansvar for vores børn.

 

Børnehjælpsdagens vision

I Børnehjælpsdagen har vi en vision om, at alle børn får en barndom og ungdom med fællesskab og kærlig opbakning, der giver forudsætninger og indre styrke til at skabe sig et godt liv.

Alt hvad vi gør i Børnehjælpsdagen er et bidrag til, at anbragte børn og unge:

  • Trives og tilgår livet med optimisme og handlekraft
  • Føler, at de er værdifulde og stærke
  • Er en del af mindst ét godt fællesskab
  • Får lige så gode muligheder i livet som deres jævnaldrende
  • Bliver set som unikke personer med styrker og potentialer

I dag kommer I til at se og høre børn og unge selv fortælle fra vores aktiviteter og give jer et par budskaber med på vejen.

Og I kommer til at møde nogle værdige prisnominere og to seje prismodtagere, som alle bidrager til den vision.

 

Betydningen af at stå sammen

Vi kan ikke lykkes med vores vision alene.

Der er behov for nære voksne, der skaber et hjem, følger til fritidsaktiviteter, deltager i skole-hjem-samtaler og siger godnat om aftenen.  Lad os sikre kvalitet i anbringelser og en plejefamiliereform, der løser den store udfordringen, at der simpelthen ikke er nok plejeforældre i dag.

Der er behov for myndigheder, der sikrer fundamentale rettigheder – retten til at blive inddraget skal opleves i praksis. Og for politikere, der sikrer at ungestøtte er en helt naturlig ret.

Lad os også tage vores ansvar som virksomheder, fonde og organisationer og være med til at sikre, at også fremtidens velfærdssamfund bliver præget af medmenneskelighed og fælles ansvar for børnene.

Mit absolut ynglings-øjeblik til prisuddelingen sidste år, var lige efter Andrea på 10 år havde holdt den fineste tale. Andrea sluttede med ordene ”jeg er ikke alene”, og vi havde sammen med unge ambassadørerne arrangeret, at de på skift ville rejse sig op, og sige ”jeg er her” rundt omkring i salen for så at slutte sig til Andrea på scenen. For at vise det fællesskab de oplever.

Men det der skete var, at da den første havde rejst sig og sagt ”jeg er her”, begyndte alle at rejse sig op. Og hurtigt stod hele salen op og klappede. Og både Andrea, unge ambassadører og jeg selv blev helt overrumplede. Men fællesskabet er jo selvfølgelig så meget større end os.

Vi er her alle sammen.

I en travl og dedikeret hverdag kan vi komme til et glemme, at vi heller ikke som organisationer står alene. Og at vi er stærkest, når vi samarbejder på tværs af aktører, sektorer og kommunegrænser.

I er her alle, fordi jeres indsatser på en eller anden måde er vigtig.

I dag retter vi sammen blikket mod løsningerne, optimismen, handlekraften og fejrer de indsatser, der giver håb for fremtiden.

Tak fordi I er her.

Silas, Victoria og Maria

Silas, Victoria og Maria er vores ungeambassadører. De deler at være enten nuværende eller tidligere anbragt. De bidrager til at sprede vores budskab, og så er de vores ansigt udadtil. 

SILAS:
Kære gæster. Vi vil gerne starte med at sige tak. Tak for, at vi får lov til at stå her i dag. Tak for, at vi er samlet. Vi er her for at hylde kandidater til årets priser, men vi er også glade for, at det er blevet en tradition at bruge anledningen til, at vi kan dele nogle af de ting vi har på hjerte.

MARIA:
Vi er unge ambassadører i Børnehjælpsdagen. Vi har selv været anbragt og bringer nu vores egne erfaringer i spil til gavn for andre anbragte. Det gør vi året rundt – på Folkemøde, konferencer, skoler, møder med samarbejdspartnere, i pressen eller her i dag. Det betyder rigtigt meget for os at kunne være rollemodeller og samtidig være stærke stemmer, særligt for de unge, der – af mange forskellige årsager – ikke selv har muligheden for at stå frem.

VICTORIA:
Mange af os er også frivillige i Børnehjælpsdagen. Og vi deltager i workshops, svarer på surveys og mødes jævnligt med Sofie. Vi er med til at sætte retning for udviklingen og vi bringer vores erfaringer ind i Børnehjælpsdagens aktiviteter og dagsordener. Der er mange spændende opgaver for os. Derfor er det også godt, at vi er mange. Vi er også flere her i salen i dag. Vi siger dermed alle sammen tak for jeres tid og vilje til at lytte.

SILAS:

Jeg har været anbragt på opholdssted i min barndom – to forskellige steder – på grund af omsorgssvigt. Jeg var anbragt fra jeg var 12 til 16 år. Min største personlige kamp har været at finde troen på mig selv. Jeg har ofte følt et behov for at bevise over for systemet, at de tog fejl i deres vurdering af mig. Jeg har følt mig svigtet af systemet, hvor jeg generelt har savnet forståelse og vedvarende relationer.

Jeg vil dele en konkret erfaring med jer. På den tid, jeg var anbragt – i en periode på 4 år – oplevede jeg at have 25 forskellige sagsbehandlere. 25 gange skulle jeg åbne op. 25 gange skulle jeg genopbygge en relation. 25 gange mistede jeg en voksen, som skulle være mit anker. Forestil dig at skulle indgå i et fællesskab, når din verden konstant flytter sig. Hvert skift er et tab af tillid.

Fællesskaber er en grundpille i ethvert menneskeliv. Det er her, vi lærer at spejle os, at navigere i relationer, og at føle os hele. Men for anbragte børn og unge er fællesskabet desværre ofte en mangelvare.

Gennem mit kendskab og min egen oplevelse med Børnehjælpsdagen, har jeg fået en indsigt i, hvad et ægte, stærkt fællesskab har af betydning. Vi så lige videoen fra årsdagen. Den stemning kan jeg huske fra min barndom – når jeg var til julefest eller på tur eller ferielejr med Børnehjælpsdagen – og senere, da jeg var frivillig til fælleskabstræffene om sommeren. For mig er et stærkt fællesskab defineret ved: forståelse, samhørighed, spejling og fordomsfrihed.

Et fordomsfrit miljø handler om, at man som ung netop skal føle sig forstået. Det betyder, at de voksne møder dig, præcis hvor du er. Ikke som et problem, der skal løses, men som et menneske med en unik historie. Den forståelse er afgørende. Den skaber det trygge rum, hvor du tør sænke paraderne og vise, hvem du er.

Når unge mennesker med samme baggrund mødes, sker der noget magisk. Man finder sammen, som om man har kendt hinanden længe – ikke på trods af ens fortid, men på grund af den.

Pludselig er man ikke alene om at bære på en tung rygsæk. Den delte erfaring skaber øjeblikkelig samhørighed. Det er her, jeg fandt ud af, at jeg ikke var mærkelig, men at mine reaktioner og følelser var helt naturlige i lyset af det, jeg det havde været igennem. Det var en kæmpe lettelse at opdage.

Kære gæster. Lad os gøre hvad vi kan for at skabe systemer, der understøtter de positive fællesskaber og skaber ro og stabilitet.

Og jeg vil bede jer om et løfte – et løfte til de børn, der i morgen har brug for os:

Lad os love hinanden, at vi fra nu af skal arbejde for, at ingen anbragte børn og unge skal føle sig alene. Lad os bygge broer for dem, som skal finde fodfæste i verden, og skabe de stabile, varige og fordomsfrie fællesskaber.

De er noget, de virkelig fortjener – fra os alle.

MARIA:
Jeg har været anbragt fra jeg var 2 år gammel til jeg fyldte 17. Min barndom bestod af to børnehjem og tre plejefamilier. Jeg voksede op med en mor, der kæmpede med psykisk sygdom, og en far, der var fraværende. Som 17-årig, midt i 2.g, valgte jeg at flytte for mig selv. Ikke fordi jeg havde lyst til at være voksen, men fordi jeg i en tidlig alder var tvunget til at tage ansvar, at klare mig selv, at rejse mig igen og igen.

Dengang kaldte jeg det bare overlevelse. Men i dag kan jeg se, at det var styrker, der kom i spil: vedholdenhed, mod og målrettethed.

At kende sine styrker handler ikke om at være perfekt. Det handler om at kende det, man kan bygge videre på.

For mig blev det min vej til frihed. Det var det, der gjorde, at jeg i dag står her som softwareingeniør og ejer af mine egne virksomheder. Jeg er et bevis på, at ens start ikke behøver at definere ens slutning.

Jeg tror, jeg fandt mine styrker, fordi jeg ofte stod alene med tingene. Jeg lærte at tage mig selv alvorligt, for hvis jeg ikke gjorde det, gjorde ingen andre det.

I dag vælger jeg at bruge historie og min stemme til at gøre en forskel. Jeg vil være det forbillede, jeg selv manglede. Én der siger:

“Du kan godt, også selvom du kommer fra svære vilkår.”

Når man vokser op i systemet, bliver man desværre ofte mødt med fokus på, hvad der mangler og ikke på, alt det gode, der allerede findes.

Mit budskab til jer i salen er derfor:

Hvis vi virkelig vil hjælpe unge i anbringelse med at finde deres styrker, så skal vi holde op med kun at se på diagnoser, handleplaner og støttebehov.

Vi skal i stedet se på potentiale og ressourcer. Det kræver voksne, som tør give slip på kontrollen og i stedet giver plads til ansvar.

Det kræver tillid. For tillid er det, der gør, at man tør tro på sig selv. Det kræver, at nogen siger til den unge: “Jeg tror på dig, før du selv gør.”

Det kan ændre alt.

 

VICTORIA:
Jeg har boet i den samme plejefamilie i 16 år, og i august måned fik jeg ændret min ungestøtte til 4 timers støtte om ugen ved min plejemor. Jeg bor nu for mig selv i en studiebolig i Odense, hvor jeg læser til folkeskolelærer.

Jeg føler mig heldig ved at have haft en stabil anbringelse og et godt forhold til mine plejeforældre, som har betydet rigtig meget for mig. Men derfor har jeg stadig haft det svært. Jeg mistede begge mine biologiske forældre tidligt i mit liv – først min mor, da jeg var 3 og min far, da jeg var 6. Det har selvfølgelig været en stor sorg – og i mange år har jeg kæmpet med følelsen af at være anderledes.

Derfor greb jeg muligheden for at afprøve mine grænser som ung deltager på EMPOWER4U, som Børnehjælpsdagen står bag. Det er et 1-årigt styrkeforløb for unge i overgangen fra anbringelse til at stå på egne ben. Her har jeg lært at sige min mening og mærke, at andre tror på mig. Det har givet mig mod til også selv at tro på mig selv. De sidste to år har jeg været med i EMPOWER4U som rollemodel og frivillig støtte for de nuværende deltagere.

En vigtig læring for mig har været, at ejerskab begynder, når man føler sig hørt og taget alvorligt. Når jeg selv har haft indflydelse på valg og mål, har jeg også haft større lyst til at tage ansvar for dem.

Jeg har fået redskaber til at bruge mine personlige styrker i stedet for kun at fokusere på mine udfordringer. Jeg har lært, at det er okay at bede om hjælp – at styrke også kan være at turde tage imod støtte.

Til jer i salen: Hvis I ønsker, at unge anbragte skal tage ejerskab og ansvar for deres liv, skal I give os noget at eje. Det betyder konkret:

  • Inddrage os reelt i beslutninger, der handler om os.
  • Vis tillid – selv når vi fejler, skal voksne blive ved med at tro på os.
  • Skab rum for succesoplevelser, så vi mærker, at vores valg gør en forskel.
  • Hep på os, ikke bare vurdér os. Opbakning fra voksne, der tror på én, gør en kæmpe forskel.

Når vi føler os set, hørt og heppet på, så får vi mere styrke og handlekraft.