Årets Børnehjælpsdag 2018 i København

Vær med til at hylde anbragte børn og unge i Danmark - og deres drømme. Tag del i Årets Børnehjælpsdag søndag den 6. maj i Kongens Have i København.

Årets Børnehjælpsdag 2018 i København

Vær med til at hylde anbragte børn og unge i Danmark - og deres drømme. Tag del i Årets Børnehjælpsdag søndag den 6. maj i Kongens Have i København.

Søndag den 6. maj 2018 er det ‘Årets Børnehjælpsdag‘. I den forbindelse står Børnehjælpsdagen bag et velgørende arrangement kl. 10:30-12:00 i Kongens Have, København, for både børn og voksne:

Slip 500 brevduer fri. Vær med til at lege og drømme i den gode sags tjeneste!
Tv-værten Bubber er konferencier. Mød også tv-værten Pelle Hvenegaard og den professionelle danser, Jenna Bagge.

Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendigt. Bare kom!
BEMÆRK: Der er goodiebags til de første 150 fremmødte børn (2-12 år).

Årets Børnehjælpsdag 2018 er en hyldest til anbragte børn og udsatte unge i Danmark. Børnene og de unge bor typisk hos plejefamilier eller på børnehjem – og vokser op uden deres forældre i hverdagen. På trods af en svær barndom så har de unge mennesker mange (fremtids)-drømme, der fortjener at blive set, hørt og anerkendt.


Program (kl. 10:30-12:00):

Slip 500 brevduer fri – og vind årsplakat!

Vær med til et såkaldt ‘dueslip’, hvor vi sender 500 brevduer til vejrs præcis kl. 11:00. Tv-værten Bubber, der er konferencier, tæller ned! Alle brevduer har et nummer og en elektronisk sender. Du kan få dit eget ‘due-nummer’ og være med i konkurrencen om hvilke 20 duer, der kommer først i mål. Duerne er trænet til at flyve til en specifik lokation (målet) – og senderen registrerer flyvetiden. Kl. 12:00 offentliggør vi hvilke 20 duer, der har de bedste flyvetider – og dermed hvilke 20 ‘due-numre’, der er vindere.

Dueslippet udføres professionelt under ledelse af De danske Brevdueforeninger.

FÅ ET DUE-NUMMER: Fra kl. 10:30-11:00 kan du hente ‘due-numre’ i Børnehjælpsdagens stand. Der er max. 1 due-nummer pr. person, og det er gratis. Er du blandt de 20 heldige vindere i konkurrencen (se ovenfor), kan du hente din præmie direkte i standen. Præmien er Børnehjælpsdagens Årsplakat 2018 – signeret af kunstneren FOS (værdi 200 kroner). Præmien eftersendes ikke, hvis du har forladt arrangementet i Kongens Have.

Gratis ‘drømme-balloner’

Vi uddeler gratis ‘drømmeballoner’ til alle! Inde i ballonerne ligger små tegninger. De er lavet af anbragte børn og unge, der bor i familiepleje eller på institution i Danmark. Tegningerne illustrerer børnenes store og små drømme, som du kan være med til at støtte. Tag din ballon med hjem, spræng den og se den flotte drømmetegning inden i.

KONKURRENCE: Send os et billede af den tegning, du finder inde i ballonen. Så deltager du i vores lodtrækning om 5 x gavekort á 200 kroner til BR-Legetøj. Læs mere på bagsiden af tegningen.

Aktiviteter på plænen

Børn og barnlige sjæle kan deltage i sjove aktiviteter og lege, som frivillige fra Børnehjælpsdagen afvikler på græsarealet. Der vil for eksempel være leg med faldskærm, hullahopringe og ‘hurtige kartofler’.

Mød figurer fra Star Wars

Du kan hilse på nogle af de legendariske figurer fra Star Wars-universet. Medlemmer fra Trooper for Charity spreder sci-fi stemning i deres flotte dragter til glæde for både børn og voksne.

Oplev et hav af sæbebobler og spil mini-golf

Tusindevis af flotte sæbebobler bliver dannet af en sej sæbeboblemaskine. Du kan også tage et slag minigolf med din familie. Det er Boblberg.dk, der står for disse fine aktiviteter.

Ansigtsmaling

Vi maler børnenes ansigter med fine, festlige og farverige motiver.

Oplev og køb Årsplakaten 2018

Børnehjælpsdagens Årsplakat 2018 bliver offentliggjort den 6. maj. Den danske kunstner FOS har skabt plakaten sammen med anbragte børn. Med afsæt i deres drømme for fremtiden og samfundet har børnene tegnet forvandlingsmaskiner, som udgør en del af motivet. Køb en Årsplakat i vores lille stand, hvor Bubber byder velkommen.

BEMÆRK: Årsplakaten 2018 kan også købes online fra den 6. maj 2018.


Der kan forekomme ændringer eller tilføjelser til programmet.
Hold dig opdateret her på Børnehjælpsdagens hjemmeside.

BEMÆRK: Årets Børnehjælpsdag 2018 bliver også afholdt i Aarhus, den 6. maj – se programmet her.

EN SÆRLIG TAK til vores samarbejdspartnere og sponsorer:
De danske Brevdueforeninger, CTI PrintJOE & THE JUICE, CASTUS, Egmont Publishing, Egekilde, Ankers Tivolipark

OBS: ARRANGEMENTET AFLYSES I TILFÆLDE AF HELDAGSREGN

•    ‘Årets Børnehjælpsdag’ bliver afholdt hvert år i starten af maj. Det er den danske organisation, Børnehjælpsdagen, der står bag.

•    ‘Årets Børnehjælpsdag’ er en hyldest og støtte til de anbragte børn og udsatte unge, som Børnehjælpsdagen arbejder for i Danmark.

•    Den 6. maj 2018 bliver ‘Årets Børnehjælpsdag’ markeret i København (Kongens Have) og Aarhus (Rådhusparken).

•    ‘Årets Børnehjælpsdag’ er blevet afholdt i København siden 1904. Alle busser i hovedstadsområdet flager i anledning af denne dag.

•    På Årets Børnehjælpsdag offentliggøres Børnehjælpsdagens årsplakat, der er skabt af en kunstner eller illustrator. Plakattraditionen går tilbage til 1904.

•    Læs mere på bhd.dk/aarets-boernehjaelpsdag

Galleri
KAN DU LI' HVAD DU LÆSER

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.