Børnehjælpsdagen afholder hvert år en lang række julefester for anbragte børn og unge, med i alt over 1000 deltagere på nogle af landets førende kulturinstitutioner: ARoS Aarhus Kunstmuseum, HEART, KUNSTEN, Koldinghus, Statens Museum for Kunst, Kunstmuseum Brandts og Vikingeskibsmuseet.
Programmet byder på frokost, rundvisning på museet eller opgavejagt, underholdning med levende musik samt flotte julegaver til hvert enkelt barn/ung. Gaverne uddeles af Børnehjælpsdagens ambassadører og andre kendte idoler fra den danske underholdningsbranche.
Ønsker du at tilmelde jer Børnehjælpsdagens julefester? Så skal du tilmelde dig tilbudsbrevet, hvorfra tilmeldingen foregår.
Giv juleglæde til et anbragt barn
Alle børn fortjener en tryg og glædelig jul.
Støt og giv børn i udsatte positioner en fremtid fyldt med håb og muligheder.
Din donation giver børn trygge rammer til at udvikle sig, fællesskaber med andre anbragte og glædesfyldte oplevelser, som de kan tage med sig hele livet.
Hvad er formålet med indsatsen?
Gennem julefesterne arbejder vi for at styrke børnenes og de unges sociale og personlige kompetencer. For at opnå dette, har vi følgende formål med indsatsen:
- Vi vil skabe en årlig tradition for børnene og de unge i en højtid, der kan være forbundet med et familiært afsavn.
- Vi vil bidrage til børnenes og de unges kulturelle læring og vækst.
- Vi vil give børnene og de unge et møde med andre børn i samme situation, hvilket bidrager til fællesskabsfølelsen.
- Vi vil give børnene og de unge en glædesfyldt oplevelse, hvor de positive følelser bliver aktiveret.
Hvem samarbejder vi med?
Vi samarbejder først og fremmest med de otte kulturinstitutioner, der stiller faciliteter og personale til rådighed. Dertil yder en lang række fonde økonomisk støtte, og mange virksomheder donerer forplejningen til julefesterne og gaverne til de unge deltagere.
Hvem er målgruppen?
Vi tilbyder julefesterne til anbragte børn og unge, der bor på døgninstitutioner og opholdssteder i hele landet. Aldersgruppen er fra 2-23 år.
Oplev magiske julefester på kulturinstitutioner
I indsatsen har vi et særligt fokus på den kulturelle oplevelse – og dermed er det meget bevidst, at julefesterne bliver afholdt på kulturinstitutioner. Vi ved, at kultur stimulerer menneskers forståelse af og tilgang til verden. Jo flere kulturelle møder, et barn oplever, jo mere bredspektret bliver dets opfattelse af det omkringliggende samfund, andre mennesker, deres egne muligheder og potentialer. Vi ved også, at mødet med kunst, musik, sang og anden underholdning sætter gang i en udvikling af det enkelte barns kulturelle udtryksformer, så de gennem oplevelsen får inspiration til selv at lege, omforme og eksperimentere med de udtryk, de møder – deres fantasi bliver stimuleret, og de bliver mere kreative.
Julefester gav Johnni perspektiv
Det kan være grænseoverskridende at møde en stor gruppe andre børn og unge, som man ikke kender. Johnni, der har boet på opholdssted det meste af sit liv, har gennem vores traditionsrige julefester fået et mere positivt perspektiv på tilværelsen. I 10 år har han været med til festlighederne i Odense, hvor han har oplevet, at ‘alle er ens’, og at man kan være ‘100 procent sig selv’. Denne oplevelse af at være ‘normal og god nok’ har bidraget til hans selvværd. I dag er han godt på vej ud i voksenlivet efter en velafsluttet studentereksamen.
