Vores arbejde med den mentale robusthed bygger på evidens.
På denne side kan du få indblik i den viden, som vi anvender – og som vedrører vores to indsatsområder: sociale kompetencer og personlige kompetencer. Vores viden henter vi blandt andet fra forskningsrapporter, afhandlinger, undersøgelser, statistisk materiale samt konferencer.
Hovedparten af vores medarbejdere er uddannet inden for de relevante fagområder og har dermed både teoretisk viden om – og praktisk erfaring med – eksempelvis psykologi, ernæring og sundhed samt pædagogisk idræt.
Vi arbejder målrettet for at styrke de sociale kompetencer hos anbragte børn og udsatte unge. Vi ved, at sociale relationer har stor betydning for trivslen – derfor er det vigtigt at have gode sociale kompetencer. Som mennesker har vi nemlig et stærkt behov for at høre til og indgå i relation med andre. Vi ved, at der i barndommen foregår en lang række læringsprocesser, som bevirker, at børn og unge kan indgå i forskellige sociale relationer og lære de sociale spilleregler. For anbragte børn og unge har denne læreproces ofte været præget af udfordringer, som gør, at de har vanskeligere ved at danne relationer – både i form af tætte venskaber og relationer til primærpersoner. Vores erfaring viser, at anbragte børn og unge har meget forskellige reaktionsmønstre i forhold til at møde nye mennesker og knytte bånd til andre. For at udfordre børnenes sociale kompetencer er det vigtigt, at de bliver mødt med et åbent sind og forventning.
Vi arbejder fokuseret på at styrke de personlige kompetencer hos anbragte børn og udsatte unge. Vi ved, at de personlige kompetencer er grundlæggende menneskelige egenskaber. De er vigtige for engagement, motivation, holdninger, aktiv deltagelse og ansvar for og i eget liv. Vi ved, at mange anbragte børn og udsatte unge på et tidspunkt i deres liv har kæmpet med deres identitet. Mange har været konfronteret med voldsomme oplevelser eller udsat for traumer. Det gør dem på én og samme tid stærke og sårbare. Derfor er det vigtigt, at de kender til deres egne personlige kompetencer – og at de kan bevare eller finde troen på sig selv. Vores erfaring viser, at langt de fleste har et mål for livet men, at de ofte har svært ved at finde vejen hen til dette mål. Kun 32 procent af alle anbragte børn og unge har et overvejende positivt syn på fremtiden. Det er derfor vigtigt at guide den enkelte til at finde sine kompetencer og strategier for at stå stærkt i voksenlivet.
Strandlodsvej 7
2300 København S
T: 3530 9300
M: post@bhd.dk
Åbningstider:
Mandag – torsdag kl. 09.00 – 16.00
Fredag kl. 09.00 – 15.00
Lukket fredag den 27 maj 2022
Støt vores arbejde:
MobilePay: 97324
Kontonr.: 0006402399 Reg.: 9173