De nominerede til Børnehjælpsprisen 2026

Børnehjælpsdagen hylder hvert år ildsjæle og rollemodeller på anbringelsesområde ved at uddele Lillebrorprisen og Børnehjælpsprisen. Her får du et overblik over de tre nominerede kandidater til Lillebrorprisen 2026. De er udpeget af Børnehjælpsdagens Priskomité på baggrund af indstillinger fra offentligheden. Årets prismodtager bliver udnævnt til selve prisuddelingen, der finder sted på Københavns Rådhus den 17. november 2026.

Børnehjælpsprisen for ’Årets Støtte’ tildeles en person, der har ydet en ekstraordinær indsats for et eller flere anbragte børn eller på anbringelsesområdet generelt.

De tre nominerede kandidater er:

1. Hanne Dalsgaard

Hanne Dalsgaard, 66 år, var frem til sin pension i sensommeren 2026 forstander på Skovgården og formand for FADD (Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte børn og unge).

I over 41 år har hun gjort en forskel for anbragte børn og unge. På Skovgården har hun de sidste 32 år insisteret på, at børnene skal have en barndom, ikke en behandlingsdom. Hun fastholder at vi mennesker udvikler os bedst i smil, nærvær og kontakt. Hun var initiativtager til bogen “Om at danse med børn”, der beskriver 35 års historie og faglig kultur på Skovgården.

Derudover har hun arbejdet for at gøre op med tabuer og stigmatisering af børn i anbringelse, bl.a. gennem DR Ramasjang-serien “Vores Børnehjem”, der viser børneliv på et børnehjem.

Indstillet til prisen af Tore Kargo, Direktør i FADD

Hannes betydning for FADD, for Skovgården og for utallige børn og unge i udsatte positioner er intet mindre en imponerende. Hanne siger selv, at hun er “stille stolt”. MEN nogle gange er det nødvendigt at fremhæve og fejre det ekstraordinære – og det gælder Hanne!

Det betyder at nogen har bemærket mit og Skovgårdens arbejde og har værdi sat arbejdet og tankerne og værdier bag. Det betyder noget, da andre kan få glæde af vores arbejde. Det betyder noget for vores område og hermed også mig, at blive set og hørt. Det betyder noget at blive mødt med glade øjne og ikke kun fordømmende og vrede øjne, som mange journalister har for vane. Den gode historie får plads - tak for det.

Jeg er stolt over, at børn og forældre møder et menneske og ikke en metode eller et redskab. Jeg bliver glad og stolt, når jeg sammen med et barn, en ung eller en kollega finder den næste trædesten i den fossende flod livet er, så det kan se lidt mere overskueligt ud omend det kun er for en stund. Jeg er stolt over at det er lykkedes os på Skovgården, at afstanden mellem det vi siger vi gør og det vi gør, er meget lille. Jeg er stolt over at det er lykkedes os igen og igen at have langmodighed, venlighed, forståelse og for øvrigt også godt humør. Det hjælper børn og unge. Samtidig er hverdagen præget af genkendelighed og forudsigelighed, hvilket giver os alle en ro. Jeg er stolt over at vi med vores nysgerrighed har udviklet vores faglighed, har fået skrevet to bøger og flere artikler. Det håber jeg kan inspirere andre fagfolk. Jeg er stolt over at vi har skabt gode arbejdsvilkår og god medarbejdertrivsel, da det har stor betydning for vores tilgang til børnene. Og så er jeg virkelig stolt over at bliver indstillet til denne pris og nomineret.

2. Jakob Bramm Jensen

Jakob Bramm Jensen, 47 år, er født og opvokset i Hovborg, Sydjylland. De sidste 13 år har han arbejdet som socialpædagog på Kollektivet Hunderup.

Gang på gang tager Jakob de unge beboere med ud og giver dem oplevelser, de aldrig glemmer. Når han er i huset, er børnene tæt på ham, for de ved, at der altid er noget spændende på vej, uanset om det er bål og telt udenfor, eller Top Gun i fjernsynet.

Det mærkes, når de unge flytter. Mange ringer og besøger Kollektivet, men flest vender tilbage direkte til Jakob, for at høre, hvornår han er der. Jakobs rolle overfor de unge rækker langt ud over arbejdstiden og når de flytter, holder mange af relationerne ved.

Indstillet til prisen af Klaus Bang, Leder i Kollektivet Hunderup

Jakob har gennem mere end 13 år gjort en afgørende forskel for anbragte børn og unge. Men det, der gør ham helt særlig, er, at hans omsorg og engagement ikke stopper, når de unge flytter fra Kollektivet Hunderup.

Flere tidligere anbragte tager stadig kontakt til ham mange år efter. Det er Jakob, de ringer til, når livet gør ondt, og det er ham, de vil dele livets største glæder med. Fordi han har været med hele vejen. Fordi han har troet på dem, også når de ikke selv gjorde.

Han giver børn og unge noget, som mange af dem har manglet hele livet: et trygt holdepunkt, der ikke forsvinder, når de flytter hjemmefra.

Det betyder utrolig meget for mig at blive nomineret. Jeg bliver både glad, stolt og faktisk også lidt rørt, fordi det føles som en anerkendelse af noget, jeg brænder meget for, nemlig relationen til de unge og troen på, at vi som voksne kan gøre en forskel

Det, jeg er mest stolt af, er ikke en bestemt episode, men de relationer, jeg gennem årene har været med til at skabe. Nogle af de unge, jeg har arbejdet med, rækker stadig ud til mig, efter de er flyttet. De ringer, skriver eller kommer forbi, når livet bliver svært, eller når de bare har brug for en, de kender og stoler på. For mig er det et tegn på, at relationen har betydet noget. Jeg forsøger ikke at være den voksne med alle svarene, men en voksen, der er nærværende, autentisk og til at stole på, også når tingene er svære. For mig slutter en relation ikke, fordi en anbringelse slutter. Hvis en tidligere ung stadig har brug for mig, vil jeg gerne være den trygge voksne, der tager telefonen. Efter 22 år i arbejdet med udsatte børn og unge er jeg blevet overbevist om, at det ikke altid er de store ting, der gør forskellen. Nogle gange er det at være der, lytte, huske og følge op. Det er nok det, jeg er allermest stolt af: at jeg forhåbentlig har givet nogle unge en oplevelse af, at de er værd at tro på, også når de selv har svært ved at se det. På sigt håber jeg at kunne påvirke de politiske beslutninger for anbragte børn og unge.

3. Sarah Smed

Sarah Smed, 48 år, er leder af Forsorgsmuseet i Svendborg. Desuden museumsaktivist og med en cand.mag. i historie, kultur og formidling.

Gennem sit arbejde har Sarah været med til at skabe nye billeder, fortællinger, nuancer og forandringer for og sammen med børn, unge og voksne med anbringelseserfaring.

Sarah bruger sin taleret til at zoome ind på fortidens uretfærdigheder. Med den viden og en større forståelse for, hvad der er på spil i mødet mellem stat og menneske, skaber hun forandringer og forbedringer.

Hun arbejder på tværs af traditionelt adskilte fagområder og sektorer og har vist, hvordan forandring sker gennem samarbejde. Det gælder blandt andet i projekterne “Retten til egen historie” og “Bedre børnesager og bedre børneinddragelse”, hvor samarbejdet med børn, unge og voksne med anbringelseserfaring står helt centralt.

Indstillet til prisen af Jimmy Krab, Samarbejdspartner

Jeg har indstillet Sarah fordi hun med sit museumsaktivistiske arbejde giver børn, unge og voksne med anbringelseserfaringer en stemme i den offentlige samtale, som er med til at skubbe på forandring af vilkår for os med anbringelseserfaringer.

Sarahs arbejde peger på uretfærdigheder i fortid og nutid og viser sammen med mennesker med levede erfaringer, hvordan de uretfærdigheder kan forandres. Det giver håb for forandring. Og så er Sarahs engagement smittende for alle der omkring hende og hun formår at samle forskellige aktører, så de både lytter til de levede erfaringer, men også handler anderledes. Det sker blandt gennem projektet ‘Retten til egen historie’ og udstillinger om anbringelse, som forsorgsmuseet skaber sammen med børn, unge og voksne med anbringelseserfaringer’

Jeg er dybt rørt og enormt ydmyg over at være nomineret. En stor del af mit virke gennem mange år har været at arbejde for, at mennesker, der er eller har været anbragt bliver hørt og sådan virkelig lyttet til. At de oplever at deres historier og erfaringer betyder noget – og vitterlig er en del af danmarkshistorien. Jeg ser også nomineringen som en anerkendelse af den måde, vi arbejder på på Danmarks Forsorgsmuseum: ikke kun med at fortælle historien om anbragte børn gennem tiden, men at vi arbejder sammen med dem, der selv bærer den historie og erfaring med sig. Det gør mig både glad, stolt og ydmyg.

Jeg er mest stolt af, at vi på Danmarks Forsorgsmuseum har været med til at skabe rum og et fællesskab, hvor mennesker med erfaring fra anbringelser ikke alene bliver lyttet til, men får reel indflydelse på, hvordan deres historie bliver fortalt, bevaret og brugt. For mig handler det grundlæggende om en ret til sin egen historie – og om at flytte noget af definitionsmagten fra systemer og institutioner til de mennesker, hvis liv historien faktisk handler om. Og jeg finder det, som historiker og museumsaktivist særligt meningsfyldt, når historien ikke bare bliver noget, vi ser tilbage på, men bliver brugt til at skabe samtaler og konkret forandring i nutiden.